Måske det kunne være sundt at starte igen?

Jeg tænker det kunne være godt at begynde at skrive mine tanker ned igen, bare for at komme af med dem. Ikke at der er noget super deprimerende at komme af med, men er sker mange ting omkring mig, gode ting, ting der sætter mine tanker igang, og det er ikke altid jeg føler jeg får den "rigtige" dybe respons fra J som jeg gerne ville have. Han er ikke rigtig "stil dybe spørgsmål og kom ind til kernen" typen, men jeg har brug for at komme ud med tingene og måske vende dem en ekstra gang med mig selv, og der er bloggen her jo, som den altid har været, rimelig perfekt. 

Jeg læste lige et par af mine tidligere opslag. Det føles som en evighed siden selvom det faktisk er rimelig nyligt. Det hjælper mig med at holde styr på min egen tidslinje, som ellers er ektrem svær for mig at huske. Så mange års psykisk sygdom har virkelig taget på min hukommelse. Ret deprimerende læsning, men samtidig er jeg så glad for kontrasten fra da og til nu. Jeg er blevet stabil (sådan, stabilt stabil, jeg har ingen udsving mere) og det er så rart.

Gav også lige siden et pift så det passer lidt bedre til mine "nye" sindstilstand. Hvad synes vi? Lidt mere opløftende nu ikke? 

En ny start! Det kommer til at være en rodebutik af tanker og lange som korte indslag der giver mere eller mindre mening for andre end mig selv, men det her er som en dagbog for mig, og jeg bruger den 100% for min egen skyld. Hvem læser overhoved med herinde mere? Jeg gør! 

Jeg er lige vågnet og solen er allerede på vej ned. Jeg har haft en ordentlig omgang corona, så jeg sover længe i håb om at min krop kommer sig hurtigere. Det jeg frygtede aller mest ved corona skete, og jeg mistede min smags- og lugtesans, men heldigvis kun i et par dage. Det er en skræmmende ting for alle at opleve, og jeg bruger meget dufte til at regulere mit humør, så jeg har været så skide bange for at det ville være permanent. Men det er så småt begyndt at komme tilbage allerede, så jeg er glad og taknemmelig for at det var en hurtig omgang, ihvertfald af at miste mine højt elskede sanser. 

Du ser så dejlig ud.

Jeg savner dig. Kærligheden din vej er stadig så kæmpe stor, selvom den har skiftet form. 

Du ser så dejlig ud, som altid. Du ser glad ud. Jeg håber det er rigtigt. Jeg håber du er lykkelig. Jeg håber du har rystet alt negativt af dig. Det negative kom aldrig indefra, så det er ikke dig der skal ændre noget. Jeg håber du er kommet godt videre. 

Jeg elsker dig stadig. På afstand. Men jeg ville ønske at jeg kunne give dig et kram, og høre om din dag. Hvordan din mor har det, og hvordan du får det på din fødselsdag. 

Jeg har det godt, men i dag og igår var hårde. Jeg er sikker på at det var derfor min hjerne drømte dig op igen. Det gør den, når jeg har brug for tryghed. Tryghed har jeg masser af i min virkelighed, men åbenbart ikke noget der måler sig med dig. Det kan jeg ikke rigtig forstå.

Du ser stadig så dejlig ud. 

 Det er noget helt andet nu.. Tror jeg. Jeg kan ikke vide mig for sikker, for det har altid skiftet så meget at følelserne aldrig er til at regne med, men det føles godt lige nu. Det føles som det burde når man har brugt 2 år med et menneske. Det er så langt ude og latterligt og klassisk borderline i guess, og pinligt og som en bautasten på mine skuldre, at det her stadig fylder i mine tanker.

Men jeg tog en beslutning, og selvom han kiggede mig lige i øjnene og gav mig det charmerende smil jeg har savnet så dybt at det har været ved at tage livet af mig, var det eneste jeg kunne tænke '....jeg kender ikke den her person.. jeg ved ikke hvem det her er..' og der gik det virkelig op for mig, at jeg har opbygget et helt liv med en anden, som dét før, ikke når til sokkeholderne. Dét her er rent faktisk et liv, og ikke en teenage drama serie med konstante problematikker som det eneste der gør det spændene at følge med.

Jeg har til tider følt at det hele var falsk og at jeg stadig var det samme sted som jeg var for 3 år siden, men hvor skulle jeg være hvis det ikke var her? Men sådan er det ikke. Det her er det rigtige, og jeg gjorde det rigtige igår selvom det føltes forkert til at starte med, men der kom noget godt ud af det. Et nyt syn og en anden vinkel, som jeg har manglet i årevis. Det er syret og føles som om at det kom 4 år for sent, men bedre sent end aldrig som man siger, og nu kan jeg forhåbentlig udskifte længsel, med at se tilbage på det som gode minder, der for evigt skal blive i fortiden med min gode vilje.

Tænk at noget man brugte lige under 2 år på, kunne tage 4 år at komme videre fra... 

måske længere, hvis vinden skifter.

jeg græder om natten fordi jeg har lyst til at dø

jeg er så ked af mit liv

jeg er så træt af at være i live

Facebook er den eneste rigtige kontakt jeg har med min omverden.. Så jeg kommenterer på ting der er ligegyldige, deltager aktivt i åndssvage diskussioner, og tager enhver debat op og udfordre alles meninger hele tiden. Det er ret pinligt, for jeg ved at folk på min facebook lægger mærke til det. Når jeg snakker med en veninde kommentere hun på hvordan hun så mig i en diskussion, IGEN, på facebook igår. Og jeg fortæller ret mange historier om 'den diskussion jeg havde forleden med en eller anden tosse på facebook.' WOW hvor spændende at høre om hvordan du endnu engang spilder tiden på at blande dig i diskussioner på facebook., fortæl fortæl! 

Men hvad skal jeg ellers lave?.. Jeg laver ingenting, og jeg snakker kun med Jarl. Facebook er det eneste forum hvor jeg kan "snakke" med andre mennesker. Jeg er bare langt mere negativ der. Jeg er hele tiden uenig med folk, skal hele tiden diskutere alting, har ingen forståelse eller tålmodighed. Almindelig internet opførsel i guess.. Det går vel væk når jeg får lidt mere indhold i mit liv. 

Jeg kan ikke..
Vi ender med at gå fra hinanden..
Jeg kan ikke få et barn..
Jeg er ikke egnet til at være mor.
Jeg har ikke lyst.
Det ville ødelægge mit liv.
Og det ville ødelægge hans liv ikke at få et..
Vi ender med at gå fra hinanden.
Jeg skal aldrig have børn.

The View From Halfway Down

The weak breeze whispers nothing

The water screams sublime

His feet shift, teeter-totter

Deep breath, stand back, it’s time

Toes untouch the overpass

Soon he’s water bound

Eyes locked shut but peek to see

The view from halfway down

A little wind, a summer sun

A river rich and regal

A flood of fond endorphins

Brings a calm that knows no equal

You’re flying now

You see things much more clear than from the ground

It’s all okay, it would be

Were you not now halfway down

Thrash to break from gravity

What now could slow the drop

All I’d give for toes to touch

The safety back at top

But this is it, the deed is done

Silence drowns the sound

Before I leaped I should’ve seen

The view from halfway down

I really should’ve thought about

The view from halfway down

I wish I could’ve known about

The view from halfway down

Det hele er alligevel så skrøbeligt, ikke sandt?

Alt er perfekt når det går efter mit hoved. Det mindste pres, og alt er væk.
Jeg er så akavet og underlig, jeg ved at alt det sociale jeg har opbygget, er balanceret på et knivsæg. Én fejl, og det hele falder fra hinanden. Hvis det styrter, styrter min uddannelse, min selvtillid, og min lyst til at leve. Det lyder så dramatisk, men det er desværre nu engang sådan min hjerne fungere. Der skal ikke ret meget til at vælte mig af pinden, og det hele føles så permanent. Lige bortset fra de gode ting selvfølgelig, de er ustabile og langt imellem.
Jeg stopper i terapi snart. Jeg har det så godt at der ikke er noget at snakke om. Men jeg har det kun godt fordi tingene udefra køre. Hvis de begynder at skride har jeg intet. Så er jeg et vrag igen. Intet af hvad jeg har, kommer fra styrke indefra. Alt er situations baseret.

det går stadig galt

men det går bedre

Hvad har jeg brug for/hvad mangler der

- at du lytter
- at du virker interesseret i mig
- hvorfor stiller du ikke spørgsmål?
- Vi har ikke rigtig nogen dybe samtaler.. Vi er aldrig kommer derud hvor vi sidder og kigger hinanden dybt i øjnene imens vi snakker om personlige ting der ændre på hvordan vi ser hinanden på en positiv måde. Vi har ikke samtaler der får mig til at føle at jeg kommer tættere på dig. Det hele er bare overflade snak.
- Hvorfor stiller du mig ikke spørgsmål?
- Det er ikke dig der prøver at lære mig bedre at kende, og når jeg prøver at komme ind på emner der ikke bare er overflade, så afbryder du mig med "det minder mig om dengang jeg..." og så køre du ud i endnu en overflade historie.
- Jeg føler aldrig at jeg kommer dybere ind under overfladen.
- Jeg føler ikke at du kender mig.
- Hvordan skal jeg kunne sige at jeg elsker dig når vi ikke kender mere til hinanden end hvad der skete igår?
- Du ved intet om mig eller min historie eller om hvem jeg er.
- Du er ikke interesseret i at vide det. For du spørger ikke.
- Du elsker mig kun fordi jeg rent faktisk lytter.
- Jeg kunne have været hvem som helst.
- Du er ikke interesseret i mig eller i at lære mig at kende som menneske.
- Det hele er bare overflade..
- Hvorfor?

- hvorfor stiller du mig aldrig spørgsmål?

Er det rigtigt?

Er det forkert?

Er det meningen?

Forsvinder det af sig selv?

Kommer det igen med tiden?

Har det altid været sådan?

Ville det være anderledes med en anden?

Var det jeg følte til koncerten forkert?

Var det normalt?

Er det her normalt?

begår jeg en fejl?

tager det virkelig bare længere tid for mig?

eller lyver jeg overfor mig selv?..

i'm dreaming of strangers 

kissing me in the night

just so i

can feel

something

Jeg ender som min mormor.. Det er 100. Jeg hader mennesker, og der skal intet til for at jeg bliver så irriteret over folk, at det ikke er et problem bare at skære dem ud af mit liv. Det er overhoved ikke en sund måde at leve på og jeg ved ikke hvad jeg kan gøre ved det.. Jeg kan jo ikke gøre for at jeg synes at 99,99% af folk i mit liv er så røv irriterende at jeg har lyst til at slå dem... Det lyder så forfærdeligt og det er det også.. Hvad skal man gøre ved det?

Mormor's fødselsdag blev fejret igår.. Vi så Phantom of the Opera i teatret, hvilket var smukt og fantastisk, og jeg græd til den, som jeg altid gør.
Inden forstillingen var vi taget ud for at spise brunch. Min mormor, min mor, moster, fætre og kusiner på min mors side, + kærester. Vi var en masse mennesker der altid har kendt hinanden, men ikke har snakket i lang tid.. Og hold nu helt kæft, hvor var jeg negativ at høre på....
Det slog mig efter jeg kom hjem om aftenen, og tænkte tilbage på dagen.. Jeg snakkede kun om problemerne med min bror og hans kone (godt nok fordi jeg blev spurgt, men det er ingen undskyldning) og om hvorfor jeg ikke laver noget fortiden. (Samme forklaring.)
Men da jeg kiggede tilbage på hvordan jeg havde fremstået og hvordan jeg havde fremlagt mig selv til mennesker jeg ikke har set i årevis, blev jeg trist... Jeg var så opslugt af at snakke om negative ting der er sket med min bror, og samtidig sige at det er dém der snakker dårligt om mig; hvilket er sandt, men jeg er jo lige så god selv?! Det var virkelig et wake up call.. Jeg gider ikke at ende som min mormor der kun kigger på alle de sure ting i livet, og sidder og er bitter og indebrændt over alt og alle, og gør intet for at trække sig selv ud af det. Fuck det der..
Fremover vil jeg virkelig tænke over hvad jeg snakker om, og hvilken energi jeg møder op med.. Jeg hidser mig ikke så meget op over ting mere, men når jeg så endelig gør, så overtager de mit liv fuldstændigt.. Og det skal fucking blive en gammel løgn! Let shit go! Ja din bror er en fucking narrøvs idiot, og sådan er det. Accepter det, and move the fuck on. At svine ham til/fortælle alle om det, gør ikke situationen bedre, det gør bare dig bitter og selvretfærdig og dårligt selskab!
At snakke om positive ting gør alle lidt mere positive.
Live and learn my friend, and i have learned.

FUCK jeg svinger meget for tiden what the fuck!!
Det er gået SÅ godt det sidste stykke tid, og jeg er SÅ.FUCKING.DONE!!! med bipolar! Seriøst man leave me the fuck alone allready.
Jeg svinger som en crazy, og jeg ved at det bare er et spørgsmål om tid/uger/dage/minutter før min næste nedtur kommer og jeg mister mig selv og min personlighed, og der er INTET jeg kan gøre for at stoppe det.. Og det giver mig lyst til at tude.. for evigt..
Det er gået så godt. Og nu ødelægger jeg alt jeg har arbejdet så hårdt og intenst på, fordi min hjerne er ude af balance. Bare tanken om at jeg kommer til at få det dårligt igen snart, giver mig en klump i halsen.. Jeg har ikke lyst til at have det sådan her. Jeg er en glad person!! Jeg bliver virkelig nød til at lægge en plan.. En slagplan for at gøre så lidt skade som muligt når nedturen rammer.. for det gør den.. og nu tuder jeg...
denne her omgang af normalt stemnings tilstand har været så 'rewarding' for mig... jeg har genfundet en side af mig selv jeg troede jeg havde mistet, og det har givet mig sådan et boost (uden at blive manisk)
Jeg føler jeg har fundet min personlighed igen, efter at have mistet den så længe, og jeg er så fucking bange for at miste den igen.... mine depressioner tager livet af mig, og medicinen virker bare ikke optimalt.. de hjælper ikke på svingningerne eller nedturene.. Jeg føler at alt jeg har opnået er så skrøbeligt og der glider igennem fingrene på mig som sand. Jeg prøver at skrive ting ned for at holde fast, men mine noter bliver ugenkendelige når depressionen rammer. De bliver ligegyldige.. Den RIGTIGE Stine - hende der er glad og optimistisk og har en fucking fed personlighed og masser af kærlighed at dele ud af - forsvinder.. Og bliver modbydelig og deprimeret og reduceret til en tom skal af ingenting, stress, paranoia, intense og seriøse selvmordsplaner, og 'det kan jeg ikke overskue, lad mig være'.. Alt forsvinder, og min personlighed forsvinder... Det er derfor jeg ikke har haft en personlighed i så mange år, jeg svinger for meget til at kunne fastholde den.. Den drukner i sygdom..
Hvorfor bliver det ved?... Jeg har kæmpet så hårdt... og det er bare det samme... nu gik det så godt.... jeg var blevet så god... og lige så hurtigt som det kommer, lige så hurtigt forsvinder det hele igen.. alt mit arbejde.. all my effort... væk....
måske.
bye

Bare kæmp imod alle dine instinkter, gør alt det der ligger længst fra hvad du normalt ville gøre, og så skal det nok gå

Jeg overanalysere. Han skriver ikke lige så meget og han svare mig ikke til tider. Vi skal ses imorgen. jeg håber at kunne holde mit cool indtil da, hvor jeg kan fortælle ham hvad jeg føler. Make or break. 80% break, 20% make. Uanset hvad skal jeg fortælle det, for at kunne holde fast i hvem jeg er og hvad jeg fortjener. Jeg fortjener at være glad, og jeg vil ikke sætte mig selv eller andre i en position hvor jeg bliver umedgørlig igen, og hvis det betyder at jeg skal indrømme nogle ting længe før det var planen, so be it. Jeg vil ikke opgive min egen glæde og peace of mind for at vente på "det rigtige tidspunkt". Hvis han virkelig er en ven og vores connection er sås stærk som vi bilder os selv ind, så vil vi kunne arbejde os igennem det.
håber jeg
hvis ikke..
så er det sådan det er

I loved you to sin. I’m sorry I ravaged you to the bone.

brev til L

Jeg skriver her for ikke at skrive til dig på facebook. Igen. For tusinde gang. Du er et godt menneske..

Jeg havde så mange drømme om dig i nat. Jeg vågnede med en sten på hjertet for der var så mange tanker og så intense følelser.. Sådan er det altid når jeg drømmer om dig. Jeg vågner op og er følelsesmæssigt smadret og udmattet. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. Hver dag tænker jeg på dig, 100%, ingen overdrivelse, HVER ENESTE FUCKING DAG køre du rundt i hovedet på mig, og ca. hver 2./3. nat drømmer jeg om dig. Det er udmattende og jeg ville ønske jeg kunne komme videre. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre L.. Havde jeg været den samme person som jeg var dengang du kendte mig, havde jeg tvunget dig til at tale med mig. Jeg havde ringet dig op hele tiden, og jeg var taget hjem til dig. Havde begået mig i Valby konstant så du ikke kunne undgå mig. Jeg havde ikke ladet dig være. Jeg havde ventet foran din lejlighed på at du kom hjem og konfronteret dig så jeg kunne overtale dig til at lukke mig ind i dit liv igen.
Men jeg er ikke den samme L.. Det er jeg ikke. Og jeg ville ønske du kunne finde ud af det uden at jeg skulle trænge mig på. Men den chance tør du ikke give mig, og jeg forstår dig 100%! Tro mig, af alle mennesker forstår jeg virkelig godt hvorfor du ikke vil have noget med mig at gøre. Jeg tror bare at jeg nu ville kunne give dig det du altid ønskede for os. At vi kunne være glade sammen. Måske ikke som kærester mere desværre, men så som venner.. Det tror jeg bare godt at jeg ville kunne. Jeg ville sådan ønske at vi kunne snakke.. Jeg savner at høre din stemme så meget..
Tanken om at du er sammen med andre piger genere mig ikke længere.. Hvis du fik en kæreste ville det være noget andet, og jeg ville græde meget, men jeg ville ikke reagere på samme måde som før. Jeg ville ikke blive vred på dig. Jeg ville græde for mig selv derhjemme og sige til dit ansigt at jeg er glad på dine vegne og at jeg ikke har et problem med det.
Jeg elsker dig så meget L, jeg vil bare have at du er glad.. Du er det eneste menneske jeg nogensinde har elsket.

i am simply glad to be his friend