Mormor's fødselsdag blev fejret igår.. Vi så Phantom of the Opera i teatret, hvilket var smukt og fantastisk, og jeg græd til den, som jeg altid gør.
Inden forstillingen var vi taget ud for at spise brunch. Min mormor, min mor, moster, fætre og kusiner på min mors side, + kærester. Vi var en masse mennesker der altid har kendt hinanden, men ikke har snakket i lang tid.. Og hold nu helt kæft, hvor var jeg negativ at høre på....
Det slog mig efter jeg kom hjem om aftenen, og tænkte tilbage på dagen.. Jeg snakkede kun om problemerne med min bror og hans kone (godt nok fordi jeg blev spurgt, men det er ingen undskyldning) og om hvorfor jeg ikke laver noget fortiden. (Samme forklaring.)
Men da jeg kiggede tilbage på hvordan jeg havde fremstået og hvordan jeg havde fremlagt mig selv til mennesker jeg ikke har set i årevis, blev jeg trist... Jeg var så opslugt af at snakke om negative ting der er sket med min bror, og samtidig sige at det er dém der snakker dårligt om mig; hvilket er sandt, men jeg er jo lige så god selv?! Det var virkelig et wake up call.. Jeg gider ikke at ende som min mormor der kun kigger på alle de sure ting i livet, og sidder og er bitter og indebrændt over alt og alle, og gør intet for at trække sig selv ud af det. Fuck det der..
Fremover vil jeg virkelig tænke over hvad jeg snakker om, og hvilken energi jeg møder op med.. Jeg hidser mig ikke så meget op over ting mere, men når jeg så endelig gør, så overtager de mit liv fuldstændigt.. Og det skal fucking blive en gammel løgn! Let shit go! Ja din bror er en fucking narrøvs idiot, og sådan er det. Accepter det, and move the fuck on. At svine ham til/fortælle alle om det, gør ikke situationen bedre, det gør bare dig bitter og selvretfærdig og dårligt selskab!
At snakke om positive ting gør alle lidt mere positive.
Live and learn my friend, and i have learned.