Alt er perfekt når det går efter mit hoved. Det mindste pres, og alt er væk.
Jeg er så akavet og underlig, jeg ved at alt det sociale jeg har opbygget, er balanceret på et knivsæg. Én fejl, og det hele falder fra hinanden. Hvis det styrter, styrter min uddannelse, min selvtillid, og min lyst til at leve. Det lyder så dramatisk, men det er desværre nu engang sådan min hjerne fungere. Der skal ikke ret meget til at vælte mig af pinden, og det hele føles så permanent. Lige bortset fra de gode ting selvfølgelig, de er ustabile og langt imellem.
Jeg stopper i terapi snart. Jeg har det så godt at der ikke er noget at snakke om. Men jeg har det kun godt fordi tingene udefra køre. Hvis de begynder at skride har jeg intet. Så er jeg et vrag igen. Intet af hvad jeg har, kommer fra styrke indefra. Alt er situations baseret.