Det er noget helt andet nu.. Tror jeg. Jeg kan ikke vide mig for sikker, for det har altid skiftet så meget at følelserne aldrig er til at regne med, men det føles godt lige nu. Det føles som det burde når man har brugt 2 år med et menneske. Det er så langt ude og latterligt og klassisk borderline i guess, og pinligt og som en bautasten på mine skuldre, at det her stadig fylder i mine tanker.

Men jeg tog en beslutning, og selvom han kiggede mig lige i øjnene og gav mig det charmerende smil jeg har savnet så dybt at det har været ved at tage livet af mig, var det eneste jeg kunne tænke '....jeg kender ikke den her person.. jeg ved ikke hvem det her er..' og der gik det virkelig op for mig, at jeg har opbygget et helt liv med en anden, som dét før, ikke når til sokkeholderne. Dét her er rent faktisk et liv, og ikke en teenage drama serie med konstante problematikker som det eneste der gør det spændene at følge med.

Jeg har til tider følt at det hele var falsk og at jeg stadig var det samme sted som jeg var for 3 år siden, men hvor skulle jeg være hvis det ikke var her? Men sådan er det ikke. Det her er det rigtige, og jeg gjorde det rigtige igår selvom det føltes forkert til at starte med, men der kom noget godt ud af det. Et nyt syn og en anden vinkel, som jeg har manglet i årevis. Det er syret og føles som om at det kom 4 år for sent, men bedre sent end aldrig som man siger, og nu kan jeg forhåbentlig udskifte længsel, med at se tilbage på det som gode minder, der for evigt skal blive i fortiden med min gode vilje.

Tænk at noget man brugte lige under 2 år på, kunne tage 4 år at komme videre fra... 

måske længere, hvis vinden skifter.