Jeg er kommet til et besværligt punkt i mit liv. Det jeg var allerbedst til for et år siden, kan jeg overhoved ikke mere. Sådan.. Overhoved.
Jeg kan ikke trøste folk mere. Jeg kan ikke tale dem til ro, jeg kan ikke komme med råd, jeg kan ikke være en støtte eller en skulder at græde på. Det var det jeg var bedst til engang. Da jeg gik på efterskole var jeg næsten psykolog! En pige, jeg ikke havde haft en længere samtale med nogensinde, kom grædende hen til mig og sagde at hun var gravid. Jeg snakkede med hende, skaffede hende en tid til en læge, informerede en betroet lærer hun kunne snakke med, tog telefonen om aftenen og sneg mig ud efter sengetid, for at snakke med hende. Det er bare én af de mange gange jeg har været der 100% for et andet menneske. Og nu kan jeg ikke engang tale til Niklas når han er ked af det. Bokstavelig talt. Jeg kan ikke høre på ham, jeg kan intet sige for at gøre det bedre. Jeg undgår det bare, fordi jeg får det dårligt af at han er ked af det. Jeg ved ikke hvad fanden der sker. Han er der for mig, 100%, hver eneste dag. Og jeg kan ikke engang tage mig sammen til at være der for ham, når han en sjælden gang imellem er i skidt humør.
Det er som om der bare er en mur. Jeg lukker helt ned. Jeg bliver et røvhul for at sige det lige ud.. og jeg har så dårlig samvittighed over det. For jeg skal sgu være der for ham. Det fortjener han! Men jeg er ikke i stand til det. Helt u- og underbevidst, kan jeg ikke. Jeg bliver mere irriteret over det, og venter på at det stopper. Jeg skammer mig så meget.. Det gør ondt at skrive det her, fordi jeg fremstår som et kæmpe røvhul der ikke engang vil trøste min egen kæreste, eller mine medmennesker. Men jeg vil SÅ gerne!!
Jeg ved ikke hvad der sker man. Det føles som om min medfølelse og forståelse er død. And it SUCKS!!
it sucks so hard