Igen og igen og igen og igen.
Han har ændret sig for meget. Det her kan jeg ikke leve i og det kan jeg ikke leve med.
Egoist til det sidste. Hvilket han aldrig har været før, men efter skandalen er han bare blevet en anden. Alt han gør handler kun om ham selv. Han løj - 'jamen det går jo ikke udover dig'.. Han tog stoffer 'Jamen det går jo ikke ud over nogen andre end mig selv' - som om det ikke påvirker mig?! Som om vi ikke havde en klar aftale?! Geez. Idiot man. Ja, det går kun udover ham selv, men jeg hans kæreste, og alt han gør påvirker mig. Men det tror han sgu ikke på. Jeg syntes virkelig ikke det er det værd mere. Men som jeg skrev før er han fandme så snedig man. Han kan sno mig om sin lillefinger, og han kan tale og lyve sig ud af alle situationer og narre mig ind til at blive ved. For jeg var så forelsket i ham, men den person han er nu, er jeg sgu ikke forelsket i mere. Han siger at han skal begynde at tænke mere på sig selv. Enig! Men egoisme er en helt anden ting. At skide på det menneske der elsker ham højest og være ligeglad med det er sgu ikke at tænke på sig selv. Det er KUN at tænke på sig selv. Og så er der ikke plads til mig mere. Og jeg har brug for meget. Jeg er krævende men giver sgu også meget tilbage! Men jeg kan sgu ikke give noget tilbage jeg ikke får. Jo, - egoisme. Men jeg er så FUCKING fortryllet i den dreng, at det kræver at han slår op med mig før jeg kan gå fra det. Og det HADER jeg!! For jeg kunne slå op med ham lige nu og være helt tilfreds med det. Men imorgen kommer jeg til at fortryde det, og savne ham (eller rettere, den han engang var). Og jeg vil så gerne væk og glemme at det her nogensinde skete istedet for at blive ødelagt endnu mere.
Måske skulle jeg bare lige tage et par dage uden ham, uden kontakt, uden noget, for at se hvad jeg virkelig vil. Men hans fucking computer hos mig, så han bliver nød til at komme og hente den i dag eller imorgen. Og jeg har  bare aldrig lyst til at se ham igen, så jeg kan få ham ud af hovedet og komme videre. Det ville være det bedste! Det nemmeste! Den eneste måde jeg ville kunne komme ud af det her på. Alt andet ville ikke gå.
Jeg håber hele tiden han ringer eller skriver undskyld, men det gør han ikke. Han giver mig skylden for alle hans fejl nu. Alt vender tilbage til at det er mig der er et fjols. Jeg kan godt selv se når jeg tager fejl, og jeg siger tit 'jeg er ked af at jeg har det sådan her, og jeg ved det er unfair, men sådan har jeg det altså.'
Jeg ved godt jeg reagere stærkt på ting, og jeg ved godt jeg er følsom. Men i de her situationer der skider han sgu på mig. Og mine følelser og tanker. Og det kan jeg ikke leve med. Det fortjener jeg ikke. Jeg fortjener ikke at sidde og græde i telefonen og sige at jeg har brug for hans støtte og at han er der, imens det eneste der kommer ud af den anden ende er 'HOLD KÆFT! LUK RØVEN! JEG GIDER IKKE HØRE PÅ DIG, JEG GIDER IKKE SNAKKE MED DIG! JEG TAGER I BYEN MED MINE VENNER SÅ MÅ DU HAVE EN FED AFTEN ALENE.'
Fucking svin. Jeg fucking hader ham og jeg elsker ham. Tror jeg.. Jeg tror jeg elsker ham.
Det er så meget der taler imod det her. Jeg støtter ham igennem alt, tilgiver ham for alt, og han udnytter det bare. Så sidder han bare tilbage og griner af hvor meget han kan skide på mig, og hvor meget jeg tillader at han gør det fordi jeg elsker ham så meget. Jeg er tilgrin man. Jeg er så fucking dum og naiv.
Det her skal stoppe. Det må stoppe. Enden skal han sgu tage sig sammen og ændre sig tilbage til den dejlige dreng han var før, ellers kan han fortsætte sin nye stil som pisse ligeglad idiot der behandler sin kæreste som lort og stadig påstår at han elsker hende, og så må han være single.
Utroligt at SÅ godt et menneske kan ændre sig så meget på en uge. Ændre sig fra alt jeg nogensinde har ledt efter, til at blive alt jeg har været igennem før, ændre sig til alt jeg ikke fortjener. Alt det lort han fyre af har jeg bare hørt så mange gange før man. Og intet af det passer, eller holder. Han kan være SÅ sød det ene øjeblik, lytter, kysser, hænger op af mig, siger søde ting og lige pludselig så lader han som om jeg ikke eksistere, bliver aggressiv når noget går mig på. Når hans løgne og fejl kommer tilbage og bider ham i røven, så er det min skyld. Altid min skyld. Han indrømmer kun de fejl han begår overfor sig selv. Ikke de fejl han begår overfor mig. Jeg sætter pris på ærlighed, og det var han så sent som igår. Derfor tilgav jeg ham for hans lort. Men han nægter at se at det også går udover mig. Han kan ikke se at når han ikke overholder vores aftale, gør de ting jeg frygtede, dybt dybt inde at han ville gøre, såre mig. Han fatter ikke at han ikke er den eneste det rammer og går udover. Han kan slet ikke se hvor pisse egoistisk han er blevet.
Han plejede at forkæle mig, gøre søde ting for mig frivilligt. Det er slut. Det gør han ikke mere. Nu føles det som om jeg er den eneste der kæmper for det her forhold, og han samtidig syntes at det kun er mig der skal kæmpe for det, imens han sidder tilbagelænet i sin konge stol og nyder at se sin kælling kysse hans fødder.
Jeg sidder og venter på en kæreste der aldrig kommer. Jeg venter på en der skal kæmpe for mig, som ikke gør det. Jeg sidder og venter på en samtale og en løsning, som han ikke er interesseret i at finde.
Og han sidder og venter på at jeg skriver eller ringer grædende, med en undskyldning og en tiggen og béen om at han tilgiver mig. Men han må sgu stå ved sine valg og fejl, og tage det som et voksent menneske. Han må sgu forstå at jeg elsker ham så meget, at han aldrig står alene i noget. Heller ikke hans fejl. Men denne gang kommer han til at vente længe, for denne gang ringer jeg ikke. Denne gang må han sgu gøre en indsats. Jeg sagde til ham at han bare skulle kontakte mig igen når han er færdig med at give mig skylden for hans fejl. Og så kontakter hanmig sgu nok ikke igen. Og så må det være det. Så er jeg jo sikker på hvad jeg skal og hvilken vej det her skal gå.
For jeg er træt af at blive såret, og jeg er træt af at skulle finde mig i så meget bullshit, og jeg er træt af at være den gode der tilgiver alt i håb om bedring. No way. No more! For på den måde er der sgu intet der ændre sig, og der er intet der bliver bedre. Det har min fortid vist mig, og nu også min nutid.
Så må jeg være knust og ked af det i noget tid, men det er der ingen grund til egentlig, for den person jeg var så død forelsket i findes ikke mere. Han forsvandt for længe siden.
Han pleje sgu at være mit livs kærlighed. Nu er han en byrde. Nu er han intet andet end en jeg skal bevise mig selv overfor, og være 100% perfekt overfor, jeg skal sige alt det rigtige, og gøre alt det rigtige. Nu er han blevet en person jeg ikke engang vil kendes ved.. Jeg kan ikke nyde min tid sammen med ham og være glad.
Jeg vidste hvad jeg havde! Jeg vidste hvad jeg ville! Jeg satte pris på ham og alt ved ham og alt han gjorde. Han plejede at gøre mig så lykkelig. Han ved ikke hvad han har. Han udnytter min kærlighed og har trådt og spyttet på min tillid og godhed.
Jeg har kæmpet mit, nu må han kæmpe sit. Hvis han gør det, så ser jeg en bedring og så kan det måske løses. Hvis han ikke gør, så er jeg færdig med at kæmpe, og så må det være hans tur til at tude over hvad han har mistet.