To do, or not to do.

Jeg var hjemme hos min mor i dag. Mig og niklas skal have en hund på tirsdag. Jeg har snakket med min mor om at jeg har ville have en hund igennem længere tid, og hun har aldrig sagt noget til det. Før i dag. Når beslutningen er taget, hunden er fundet, alt er parat. Det er dér hun vælger at sige at det ikke er en god idé. Det er for stort et ansvar siger hun. Jeg kan ikke passe en hund. Ingen tror på at jeg kan noget. Jeg har niklas? Det er en fælles hund og et fælles ansvar. Men stadig. Nej. Hun tror ikke på mig. Ingen har nogen form for tiltro til mig, what so ever. Jeg vidste jeg ikke skulle have sagt noget til nogen inden vi havde fået ham. Jeg har fået kolde fødder nu, og jeg vil ikke have ham alligevel. De siger jeg ikke kan. Og måske er det rigtigt. Jeg ville bare så gerne og jeg troede virkelig på mig selv. Men jeg kan ikke gøre det når jeg ved at hver gang jeg dukker op nogensteder med min hund, vil folk kigge på os og tænke 'stakkels hund. Gad vide hvornår de giver op og sælger den igen. Hun kan jo ikke tage sig af den. Hun kan ikke tage ansvar for noget som helst.' 

Hvad når jeg gerne vil have børn.. Folk vil sige de samme ting til mig. Tænke de samme ting. Min familie vil bare gå og vente på at ungen bliver tvangsfjernet, og sidde til familie fødselsdage og snakke om mig over kaffen, når jeg ikke er der. 'Det burde ikke være lovligt for hende at få børn. Hun kan ikke tage sig af dem. De får sikkert ikke noget at spise, hun har altid været dårlig med sin økonomi. Det er bare et spørgsmål om tid før kommunen skrider ind og slutter deres mareridt. Stakkels memo. Hun er for syg til at kunne noget som helst.' 

De snakkede om hvor dumme min onkel og tante var, for at få et barn til. De her samtaler er faktisk realistiske. De kommer til at syntes jeg er en idiot. Hvis jeg kommer og siger jeg er gravid, ligemeget hvor gammel jeg er, og ligemeget hvor moden jeg bliver, er der ingen der vil blive glade og sige 'ihh tillykke! Hvor spændene! Er det en dreng eller pige? Hvad skal den hedde? Jaa jeg skal være mormor/morfar/onkel bla bla bla.' Der kommer til at være død stille. Ikke en eneste lyd, udover kæberne der rammer boret, i chok og foragelse og bekymring. 

Måske får jeg en fødselsdepression og dræber mit barn. Jeg har læst om det i 'ude og hjemme' da min mor abonerede på det, da jeg var yngre. Jeg kommer til at være i avisen. Nyhederne. 'Ude og hjemme.' Folk kommer til at læse om det og vende sig imod den der står tættest på og sige 'utroligt så sindssyge folk er. Det burde ikke være lovligt for sådan nogle mennesker at få børn. Hun burde få samme tur den syge stodder!' 

Og de ville have ret. Alle sammen. Ligemeget hvor meget jeg vil noget i livet, kommer det til at gå galt. Jeg kan ikke tage ansvar for noget som helst. Jeg er en katastrofe. En skuffelse. Jeg får aldrig hund eller børn og hus og en mand og en volvo. Jeg ender med at fuckke alt op i sidste ende. 

Ingen tror på mig. Og det er svært at gennemføre nogen, uden støtte. Så fint. Jeg kommer ikke til at få et normalt liv som jeg har ønsket mig. Jeg vil så gerne have en hund. Og børn. Og et fantastisk ægteskab med manden jeg altid har drømt om. 

Jeg vil det så gerne. Men.. Jeg er for syg. Jeg er for uansvarlig. Jeg er for barnlig og impulsiv. Jeg kan ikke noget alligevel, så hvorfor prøve, ik'? Jeg har altid ville prøve mig frem. Give det et skud. Gøre mig umage og gøre mit bedste. Men man bliver træt af at kæmpe når man altid skal bevise sig selv, og man skal lykkeds i alt, hele tiden ellers "vidste de jo godt at hun ikke kunne alligevel." De bliver kun overraskede når der er noget jeg faktisk kan. At jeg ikke kan, er en selvfølge for dem. (Btw. 'dem' jeg snakker om er min familie. Ikke kun min mor og far, men dem allesammen. Bare lige så i er helt med her.) 

Jeg er bare træt af at skulle være bedre end alle andre før de tror jeg kan bare lidt. Jeg er så træt af dem. Men jeg slipper aldrig af med dem.