Han skrev igår... Jeg har det mærkeligt med det.. Jeg føler samtidig virkelig at healingsprocessen kan starte nu. Måske.. Måske ikke.. Men jeg vil gøre mit bedste for at det kommer til at ske. Nu kan jeg komme videre. Måske.
Jeg har tænkt mig at skrive en hel del mere herinde når jeg har brug for det fordi det virkelig gør noget godt for mig at få tingene ud af hovedet, og papir kan ikke følge med det meste af tiden.. Så det bliver her. Bare en masse volapyk som ingen andre end mig forstår, men det er heller ikke meningen at nogen skal læse med eller forstå hvad jeg siger.. Kun mig, alene i det offentlige rum.

Jeg forstår ham godt. Selvfølgelig er jeg ked af det, men jeg bliver nød til at respektere ham (for første gang nogensinde nærmest) og efterkomme hans ønsker. Men jeg er glad for at jeg skrev, og jeg er glad for at han svarede. Uanset hvad svaret så var. Selvfølgelig havde jeg været gladere hvis de havde været med et mere positivt udfald, men den bro har jeg vidst selv stået for at brænde til grunden. Den var jeg selv udenom. Syg eller ej, det er ingen undskyldning for at opføre dig dårligt, og folk forsvinder når man er en idiot. Så kan det godt være at man har det dårligt og er crazy, selv de bedste mennesker bliver nød til at trække sig og beskytte sig selv efter noget tid, så jeg forstår ham 100% og er ikke vred eller dømmer ham eller noget.. Men gud hvor ville jeg ønske at det var gået anderledes... det hele... ikke kun det her.. alt.. fra 1. dag jeg så ham skulle tingene have været anderledes.. Men man bestemmer jo ikke selv at blive psykisk syg og dum i hovedet, så... sådan skulle det ikke gå... jeg skulle miste det bedste der nogensinde er sket mig, før jeg fik det bedre.... super... universet er gavmild ved mig....

Jeg ser en fyr... har kun set ham i et par dage... mødte ham i byen.. han er sød... men jeg er ikke interesseret... han køber mig virkelig mange gaver, skriver hele tiden og siger søde ting konstant, og jeg er ikke interesseret.. overhoved.... jeg har så dårlig samvittighed, for jeg har ikke bedt om at få gaver eller penge eller at blive inviteret på dyr restaurant. og hvis jeg så afviser ham nu ligner eg en fucking dick!! Men jeg bliver nød til at gøre det jeg aldrig fik gjort, og komme mig helt over tabet af L før jeg finder en anden.... Hver gang jeg har været sammen med andre har jeg tænkt på ham... 6 måneder med Tommy og jeg tænkte mere på L end på nogen andre.. not cool.... men.. hvad kan jeg gøre?! Hvad skal jeg gøre?! L er væk og livet går videre! Men jeg kan ikke komme videre.... Jeg prøver og prøver men jeg sidder stadig fast... så lang tid efter.... så fucking længere efter at han forsvandt, og jeg sidder stadig her...