Jeg er ikke selvmordstruet. Men der ligger noget dybt i mig, som jeg ikke har adgang til, men jeg kan mærke at det er der.
Jeg er blevet kynisk. Ligeglad. Jeg er nået til et punkt hvor jeg er så træt at jeg noglegange bare håber på at det sker.. At nogen smider en brosten ned i hovedet på mig på motorvejen. At jeg bliver dræbt i et biluheld. At jeg får et hjertestop. Jeg bliver skudt..
Jeg siger altid at livet er fantastisk, og jeg mener det. Men jeg er nået til et punkt hvor jeg dybt inde, også er fucking ligeglad. Og jeg lever eller dør. Om folk kommer og går. Forlader mig eller kæmper for mig. Der er en fyr der har inviteret mig ud, HVER DAG, i 2 uger nu.. Og jeg er bare kold overfor ham. Det er ret synd, men jeg kan ikke bekymre mig om det.. Jeg kan ikke. Et eller andet sted vil jeg gerne have en kæreste, men når nogen så endelig er interesseret, så stikker jeg af.
Min svigerinde har sagt at jeg ikke må se min nevø mere, og jeg er ligeglad... Ikke med ham, men med hvad hun siger. Det kan ikke gøre mig ked af det mere. Hun har fået en psykose efter fødslen og er gået helt amok.. Jeg er virkelig bekymret for min nevø's sikkerhed, men jeg håber min bror har styr på det. Jeg kan ikke bekymre mig mere end det, selvom jeg gerne ville. Min svigerinde har lige ringet fordi hun vil "snakke om tingene". Jeg ved ikke hvad der er at snakke om mere. Det er ikke normalt at have så meget drama i et venskab, specielt ikke når hun kommer udefra, ind i min familie. Jeg har aldrig set en person skabe sig så meget, i en anden familie. Men hvad er der mere at snakke om? Det er det samme shit om og om igen.
Jeg plejede virkelig at være et sympatisk og bekymre mig om andre mennesker.
Jeg tror virkelig det er alle de gange jeg er blevet fuckket over, der endelig har sat sig i mig. Jeg har ikke længere noget at miste, så hvorfor bekymre sig? Er det her unormalt, eller er jeg bare blevet voksen? Jeg føler mig fucking egoistisk, samtidig med at jeg tydeligt kan mærke at det er en reaktion på svigt..