Jeg bliver ved med at brænde broer, og jeg er ligeglad. Jeg bliver uvenner med folk, left and right, og jeg er ikke engang ked af det. Jeg har mistet et par rigtig gode venner på det sidste, og det rør mig ikke det mindste. Jeg er ikke længere god til at have venner og at være social, så i mange tilfælde er det en større lettelse end et tab. Jeg har de meget få venner jeg har lige nu, og det passer mig så godt! Jeg er så glad for dem, og det bliver ikke for meget. jeg kan koncentrere mig om en lille håndfuld, og det er meget overskueligt, istedet for at have mange små-bekendte som man kalder venner men aldrig rigtig ses med, you know. Jeg er ikke den hypersociale pige der kom godt ud af den med alle mere. Nu har jeg meget få venner, og når der bliver sorteret ud og folk hopper fra eller bliver smidt ud, er det bare mere overskueligt for mig. 'Hellere nu end senere' siger jeg til mig selv. De var ikke gode venner alligevel når de kunne gøre som de nu gjorde. Så det er fint for mig.
Jeg nyder stilheden og freden ved bare at være mig, og jeg bliver angst når jeg er til fester eller bare kigger forbi elværket eller ungdomshuset. Det er for meget at håndtere. Jeg ved ikke om mine gamle venner stadig har det mindste tilovers for mig, og jeg er bange for at ligemeget hvor meget de prøver at bevise det modsatte, vil min paranoia altid tale imod dem. Så jeg har det meget bedre alene, med en kæreste. Så kan jeg fokusere på ham. Mmmm.. Det kan vi godt lide! Så slipper jeg for angsten, det meste af tiden ihvertfald. Så bliver jeg ikke så stresset og panisk.