Fortiden æder stadig af mig. Som den altid har gjort.

Men jeg er blevet bedre til at bearbejde det. Jeg er blevet bedre til at komme videre. Ikke 100% videre, men længere end jeg har prøvet før. Det æder mig ikke hver dag, og det er ikke længere det eneste jeg tænker på hele tiden, som det før har været. Det er blevet lettere for mig at stole på folk. I mit hoved har jeg givet Loop credit for at kunne gøre mig så tryg at jeg bedre kan håndtere nederlag, men jeg tror ikke længere at det er ham der gør det. Jeg har arbejdet meget med mig selv det sidste år, (og så når folk siger at jeg ikke arbejder, tager de så meget fejl) og jeg kan godt mærke at det giver pote. Tingene er ikke lige så svære som de har været, og jeg er faktisk meget stolt.