det er ikke dig. det er mig...

Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kan mærke noget. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kan mærke at nogen elsker mig. Jeg tror den er long gone. Jeg tror den følelse blev dræbt i min opvækst. Når man vokser op med at der ikke er nogen der elsker en betingelsesløst, bliver det svært at tro på at nogen andre kan. Og det er det samme problem om og om igen. Han viser hvad han kan, men det er bare ikke nok.. Og jeg hader det, men jeg kræver 100% af hans opmærksomhed, hele tiden, ellers køber jeg den ikke. Så tror jeg sgu ikke på at han gider mig, og det tager på vores forhold, men jeg kan ikke holde følelsen nede. Jeg kan ikke kontrollere den. Det ødelægger mig, og alle omkring mig. Jeg kan simpelthen bare ikke gå ud fra at folk elsker mig, ligemeget hvor mange gange de siger det. Så jeg kræver mere og mere af dem, selvom det ikke har noget med dem at gøre, og selvom det ikke virker. Jeg presser folk til at gå længere for at jeg skal kunne føle noget. Men det kan jeg ikke... Det kan jeg bare ikke..