Jeg er så bange for at han gør skade på sig selv, eller i værste tilfælde tager livet af sig. Jeg ved ikke om han har det i sig eller om han kunne finde på det, men jeg tør ikke tage chancen. Han brokker sig heller ikke over at han "ikke må" være alene. ("Ikke må" fordi det er mig der bestemmer det.) Det virker faktisk som om han nyder det.
Til gengæld er jeg ved at være GODT træt af at han nægter at samarbejde med mig. Han nægter behandling og jeg skal presse ham til at tage sin medicin. Han tror at det bare går væk med tiden og det gør det bare ikke! Det virker som om jeg er den eneste der tager det seriøst, for det virker ikke som om Morten eller hans kontaktperson har tænkt sig at gøre andet end at tage hjem til os og have small talk med ham engang imellem. Jeg har virkelig prøvet tæt på alt, og han nægter stadig alt. Jeg vil ikke være en pain in the ass for ham, men jeg vil heller ikke stå passivt og kigge på imens han dør langsomt. Det er frustrerende for jeg græder og han sover, og han får udskrevet lidt medicin der først virker efter 6 uger, og besked om at gå til egen læge. SÅ fatter jeg ikke helt hvad Kaos er her til. Kaos er.. Ja hvordan skal jeg forklare det... Kaos konsulenterne, hedder de. Det er et behandlingstilbud med boligstøtte og et par kontaktpersoner tilknyttet, til unge imellem 15-25 år, og som har diagnoser og/eller misbrug. Loop er gammel hashmisbruger og var meget meget glad for stoffer, men er det dog ikke mere. Og det ved jeg er at fact. Ikke som Niklas der påstod at han var, men som egentlig bare løj om det for at få hvad han ville have. Nej, Loop er ikke sådan!
Men det er meningen at Kaos skal være her til at hjælpe ham når han har det sådan her, og at de bare trækker på skulderen og siger 'så må du spørge din læge om hun vil hjælpe' giver mig kvalme. De kommer bare forbi for at have en kort hyggesnak, og så går de igen. Jeg ved ikke lige hvad fanden det skulle gavne noget som helst, men jeg er rasende! Jeg føler SÅ meget at jeg står i det her alene, og skal bære hele vægten selv. Det er jo mig der skal overtale ham til at søge behandling fordi Morten siger at vi ikke må presse ham ud i behandling.... JO VI MÅ SGU SÅ!! DET FUCKING SKAL VI!! DET ER OS DER HAR ANSVARET FOR HAM OG VI SKAL HJÆLPE HAM MED AT FÅ DET BEDRE, IKKE HJÆLPE HAM MED AT GÅ I FORFALD!!!!!
ÅRGH hvor er jeg pissed over den attitude! Vi skal gøre alt hvad vi kan for at få ham til at søge hjælp, men hvis han nægter kan vi sgu ikke bare give op og sige 'okay helt sikkert, så må du fortsætte med at have det af helveds til og så håber vi det går væk inden for de 6 uger det tager for din medicin at virke, hvis du ikke har begået selvmord inden da. Good luck!'
Han vil ikke gå til egen læge for så henviser hun ham til distriktpsykiatrien og så bliver han indlagt, og det er hans største frygt i verden. Han har været indlagt før, i et helt år, og han frygter at skulle tilbage. Og jeg tror det ville gøre ham mere syg at komme derind, så vi skal prøve alt vi kan for at det ikke sker - men det betyder sgu også at ham må sige ja til ET eller andet, andet!!! Det er bare svært når han ikke vil samarbejde og jeg står med byrden alene.. Jeg ved jo ikke noget om noget?! Jeg ved jo ikke hvem der kan hjælpe eller hvem jeg skal ringe til eller hvad der ville være bedst for ham. Han fortæller mig ikke hvad han vil, så jeg må gætte mig frem, indtil han kan få fremstammet et nej - for det er det eneste ord han siger. Han vil ingenting, og hvis det fortsætter sådan bliver vi nød til at tvangsindlægge ham, og det er det han ikke vil forstå.
Hele huset ligner et bobmet lokum, og jeg har intet overblik over hvor jeg skal starte. Loop modtog vores mad fra nemlig.com imens jeg var i helsingør, og det meste af det lå på gulvet da jeg kom hjem. Har har kun lige sat kølevarene på køl, og resten har han ladet ligge. Jeg bliver ikke engang vred eller irriteret, for jeg ved hvorfor han gør det. Han kan ikke overskue andet, og jeg kender det. Jeg har selv været der, så jeg siger ikke noget. Jeg sætter det bare på plads selv og siger tak for at han var der til at tage imod det. Det har ligget på gulvet i et par dage, for jeg har ikke selv haft tid eller overskud til at fjerne det, fordi jeg har skulle tage mig af Loop. Men nu er han på arbejde og hvis jeg kan få mig selv til det, skal jeg rydde huset op i dag til når han kommer hjem.
Efter Loop fik det rigtig dårligt, er jeg begyndt at sende ham breve. Jeg skriver et brev til ham, laver evt. en tegning ved siden af, og lægger den ud i vores postkasse som han tømmer når han kommer hjem fra arbejde. Det plejer at få ham til at smile i et par minutter, og jeg håber at han vil læse dem igen på en dårlig dag. I brevene skriver jeg hvor meget jeg elsker ham. Jeg skriver om ting han er god til, spille musik osv. og prøver at få ham til at huske alle de ting han gør godt, for at holde hans humør lidt ovenvande. Igår gav jeg ham det brev jeg har arbejdet mest på. Det er, bogstaveligt, 10 sider af ting jeg elsker ved ham. Jeg brugte ikke engang ret lang tid på det. Et par dage, over flere omgange. Der er så mange dejlige ting ved ham at jeg bare skrev og skrev og skrev. Og han blev glad. Ikke lige så glad som jeg havde håbet, men så glad som han nu er i stand til, og det er godt nok!
Han får et brev engang imellem, så det også bliver noget han måske kan glæde sig til.
Jeg er også igang med at finde nogle gode citater og quotes om kærlighed og livet and stuff, noget lidt opmuntrende og inspirerende, men det er svært at finde uden det bliver for cheesy og 'carpe diem' agtigt.. Så hvis i har nogle gode så send dem endelig til mig! I need it for my man.
de breve Loop har fået indtil videre