Mit hjerte pumper så hårdt at jeg er bange for at det springer.
Mine tæer og fingerspidser summer.
Jeg bliver svimmel.
Jeg får tankemylder.
Min mave gør ondt.
Jeg skal på toilettet.
Min hjerne vibrere.
Er vi okay?
Snyder du mig?
Jeg vil vædde med at du lyver.
Du slipper godt afsted med det.
Det er derfor du har skiftet mening.
Det er derfor jeg ikke må kigge med mere.
Ikke må stille spørgsmål.
Jeg bliver nød til at skjule det.
For du bliver vred hvis jeg siger hvorfor jeg får det dårligt.
Du bliver skuffet.
Vi er ikke som du troede vi var.
Du har løjet før.
Om ligegyldige ting.
Men nu..
Nu kan du slippe afsted med de stor ting.
Der er sikkert ikke noget.
Men hvordan kan jeg være sikker?
Det kan jeg ikke.
Og det gør mig bange.
Det gør mig angst.
For alle andre har gjort det.
Ikke én gang er jeg blevet modbevist.
Og jeg troede at du var anderledes.
Du er anderledes.
Tror jeg.
Men nu kan jeg ikke længere vide mig sikker.
Jeg må ikke længere være sikker.
Og jeg ved ikke hvorfor.
"Du har ikke noget at være bange for hvis du ikke har noget at skjule."
Jeg hader det ordsprog.
Og alligevel kan jeg ikke lade være med at pålægge den andre.
Jeg vil ikke sige hvad det er.
Han bliver vred igen.
Men han spørger heller ikke.
Jeg ville ønske han spurgte.
De taler om mig.
Dem han skriver med.
Jeg kan mærke det.
Han føles så fjern.
Han bekymre sig ikke om mig mere.
Og jeg ved hvorfor.
Men det gør ondt.