Jeg må nok til at indse at jeg er blevet for gammel. Jeg kan virkelig ikke lide det, og jeg fatter ikke at det ikke tog mere end 20 år. Jeg havde regnet med at som 40 årig ville jeg stadig rende stiv rundt i ungeren hver weekend med mine venner. Men jeg kan ikke engang være der én aften, indtil til mine venner også går hjem. Jeg må tage hjem alene, kl. 1. Alt for stiv, alt for træt, alt for pinligt berørt og alt for langt væk fra mit hus. Og jeg kæmper lidt for at blive, for jeg vil så gerne! Men min storebror har givet mig det bedste råd nogensinde, og jeg har fulgt det fra dag 1. 'Altid gå når festen er bedst!' Og det må man sige jeg har gjort. Men det er bare ikke altid at det er en positiv følelse man går hjem med.
For det er surt når jeg så gerne vil, for det føltes som om at jeg mister rigtig meget kvalitets tid med de mennesker jeg så gerne vil være sammen med. Så jeg frygter hurtigt at blive glemt, eller at de føler jeg vælger dem fra og at jeg ikke gider være sammen med dem.
Det får mig nogle gange til at føle mig lidt ensom, nemlig fordi folk lidt glemmer en og tror man ikke gider, (og med fuld forståelse!). Så man må invitere sig selv rigtig meget, og føle sig lidt i vejen. For når man godt selv ved at man er blevet totalt socialt handikappet, efter et helt års isolation i kamp med at hele ens liv har ændret sig fuldstændigt, bliver det meget svære at vide hvordan man skal socialisere sig. For jeg skal lære at være sammen med folk fra scratch, som om jeg aldrig har prøvet det før and it SUCKS!
Jeg er blevet helt hægtet af fra resten af verden, og jeg plejede at være så god sammen med andre og nye mennesker. Og nu er jeg så opmærksom på alt jeg gør og alt jeg siger, at jeg enden ikke tager hjemmefra, eller går hjem med tårer i øjnene over hvor meget lort jeg selv syntes jeg har sagt og hvor dum og pinlig jeg syntes jeg har været. og jeg ved at andre også syntes det.