Min far hentede mig igår. Vi sagde ingenting til hinanden, udover at jeg sagde jeg var i dårligt humør. Der var ingen grund til at sige det, for han vidste det lige med det samme. Han kiggede forstående over på mig og slap rattet med sin ene hånd og tog mig i hånden. Vi hold i hånden hele vejen hjem. Det var et stærkt øjeblik. Jeg kunne ikke tænke på andet end at jeg havde lyst til at dø. Slutte det hele. For jeg kan ikke finde ud af noget. Jeg kan ikke have venner. Jeg er for syg til at kunne have en kæreste. Jeg er for syg til at komme have noget som helst med nogen. Den tanke knuser mig. Den tanke giver mig lyst til at dø.