jeg ødelægger mig selv. konstant og hele tiden. jeg er for bange. jeg har for dårlig selvtillid og jeg tror ikke på mig selv. alt smuldre imellem fingrene på mig, og jeg ser mig selv ødelægge de ting jeg gerne vil have. Jeg spænder ben for mig selv og jeg kan ikke gøre noget ved det. Andet end at se til imens jeg siger og gør ting der smadre mig selv og andre mennesker. Jeg smadre forholdet imellem mig og Niklas fordi jeg SÅ gerne vil det, at jeg hele tiden mistænker ham for ikke at ville. Og jeg kan se det ende før det overhovedet er begyndt. Han ved ikke hvordan han skal håndtere det og jeg ved ikke hvordan jeg sjak håndtere mig selv. Jeg er en idiot og jeg hader mig selv. Jeg kan bare se det blive sværre og sværre. Han prøver at holde ud og kæmpe for at få det til at virke, for jeg kan være sød, men når jeg har det sådan her er der bare for meget at kæmpe med. Han giver snart op. Det gør alle før eller senere. Jeg er ikke til at være i nærheden af. jeg er ikke til at være venner med. Eller kærester med. For på et tidspunkt ødelægger jeg det hele. Jeg kan ikke finde ud af at være sammen med folk. Enden er jeg for frembrusende og kvæler dem, ellers giver jeg ikke nok, og så dør det ud. Det er altid en af de to ting. Jeg er aldrig bare cool, og ses med folk normalt og kan have normale venskaber eller forhold. Jeg er altid paranoid af helveds til og stalker folk, skriver konstant, kommer med beskyldninger og overøser dem med mine tanker om syge ting. Ellers skubber jeg folk væk og snakker aldrig til dem. Jeg hader mit hoved. Jeg er så syg. Jeg kan ikke engang find ud af at have venner. Jeg ender op alene. En eller anden dag vågner jeg op og indser at ingen holdt fat, for i det lange løb kan folk ikke holde mig ud. Jeg kan ikke engang holde mig selv ud. Hvorfor skulle de så kunne? Jeg ender med at være 25 år, have 30 rotter og ingen venner eller familie. Jeg er i for stor ubalance til at kunne håndtere andre mennesker på en sund måde. Og jeg forstår det ikke. For jeg har virkelig kæmpet. Jeg har virkelig prøvet. Og det gør jeg stadig, og jeg giver ikke op. Men jeg fortjener fandme en omgang tæsk. Jeg fortjener at folk bakker ud og bliver skræmte. Jeg er skræmmende. Jeg skræmmer mig selv, tit. Jeg kan ikke finde ud af en skid.. jeg duer ikke til noget. Noget så simpelt som at være venner med nogen. at have noget kørende med nogen. Tanken om at jeg ikke ved hvor jeg har folk er for overvældende. Jeg er KÆMPE tryghedsnarkoman, og hvis jeg har noget kørende med nogen er vi ikke kærester. Vi er heller ikke venner, og så er det for meget for mig, fordi det kunne ende i så mange ting. At jeg ikke er sikker på om vi bliver kærester eller ikke gør er for stort og uhåndgribeligt for mig. jeg må ikke fortælle Niklas om de her ting fordi han ikke ved hvad han skal sige. Jeg forstår ham godt. Hvad skulle man sige til en der er så syg i roen som mig.. Jeg føler mig fanget i mit eget hoved. Jeg er bange for at fortælle ham for meget for jeg vil ikke lægge pres på ham eller skræmme ham væk. Og et eller andet sted er jeg også bange for at indse at han nok ikke kan give mig den støtte, opmærksomhed eller forståelse jeg har brug for. Det tror jeg ikke han kan. TROR. Han er jo bare en lille dreng, og jeg er en lille pige med meget overvældende problemer. Men alligevel bør han jo vide det fra starten, så han ikke går ind i noget, og senere finder ud af at jeg slet ikke er den person han troede jeg var.. Så mange problematikker i mit lille hoved at jeg ikke kan holde på det. Jeg hader mig selv. SÅ meget..

Jeg har en ven som jeg tænker meget på. Han ville forstå mig. Jeg ved han ville forstå mig. Og jeg ved vi ville være perfekte for hinanden. Vi kender hinanden godt og han gør mig altid tryg og glad. Vi ville være det perfekte par! Og jeg tænker over det engang imellem, men slår hurtigt tanken ud af hovedet igen, for nu prøver jeg med Niklas, og han har en kæreste. Men er du gal, vi kunne være gode sammen. Jo mere jeg tænker over det, jo mere vil jeg have det. Han skulle ikke have sagt noget. Jeg stod i en situation før hvor jeg vidste hvad jeg ville have og jeg fulgte bare den sti der nu kom hen ad vejen. Og lige pludselig kommer der en skillevej. Lige pludselig skal jeg til at vælge.. Og selvom jeg siger, og prøver at bilde mig selv ind at jeg har valgt, så har jeg nok ikke helt.. Jeg har kun valgt, indtil jeg får stillet spørgsmålet om vi skulle give det et skud. Og vi rent faktisk skulle prøve at gøre det. Og så ved jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Det kommer an på så mange ting. Jeg er så paranoid med alt det her Niklas noget, og jeg ved at jeg aldrig ville være nervøs med ham. Fristelsen bliver større og større hele tiden, fordi det er noget vi begge har snakket om i sjov mange gange, men jeg havde aldrig troet at det faktisk ville komme til et punkt hvor det kunne blive en realitet. Og nu hvor det kunne, har det fuckket mit hoved helt op. For måske kommer jeg til at skulle vælge?.. og jeg vil ikke vælge. Og jeg ved ikke hvem af dem jeg skulle vælge! Måske bliver det bedre i mit hoved med Niklas, for jeg er virkelig virkelig vild med ham! Og på den anden side jeg ved bare at jeg vil kunne blive SÅ syg med min ven, hvis vi gjorde det. Og jeg ved vi vil kunne have noget som ingen andre. Noget så tæt og specielt. Jeg er så dum og forvirret. Altid.