har lige fastslået at det er en fejl at jeg ikke tegner mere. ikke at jeg var god overhoved men det er sgu fedt at tegne.. det vil jeg genoptage! tror jeg. kunne være hyggeligt og afslappende.

jeg har lige fået bevilliget kontanthjælp. det er ret sweet. så har jeg nogle penge i forhold til hvad jeg har haft de sidste to måneder.. min fødselsdag nærmer sig. jeg gider ikke blive 19. det er en dårlig alder. kan ikke bruge den til andet end at jeg bliver ældre. jeg føler mig allerede pisse gammel.
Det er dejligt at bo med sin kæreste. syntes jeg. det går så godt, og selvom alle advarede os imod det gjorde vi det alligevel, og det er kun godt fremad siden, selvom alle sagde det ville blive hårdt og lamt. men vi ved vad vi har brug for, og det var lige præcis det her. vi snakker bedre med hinanden, har næsten ingen problemer mere, og dem vi har tager ikke mere end et par minutter eller timer, hvorimod det før kunne tage dage og uger og var heftige skænderier hvor vi var ved at gå fra hinanden hver gang, og flere gange gjorde det. fuck hvad folk sagde og fuck hvad de siger, det går godt og vi er glade for vores beslutning. vi skal snart flytte i egen lejlighed med vores gode ven, istedet for at bo på gården med mine svigerforældre. ikke at det ikke er skide fedt at bo her, men jeg er kommet fra et hjem med trælse forældre der var ligeglade med hvad jeg gjorde, til et hjem med skide søde voksne, der sætter alt for mange regler om hvad vi skal og må. og det kan jeg ikke holde ud i længden. jeg er meget sjældent blevet begrænset af voksne, og jeg HADER det! så det bliver fedt at bo selv med de to dejlige drenge, hvor jeg selv må bestemme hvornår jeg vil i seng, hvornår jeg vil have mad, selvom det er kl. 4 om natten, vor jeg må drikke en øl når jeg vil og ryge smøger imens jeg skider. Mmmmmm. frihed. det er lige mig!
Jeg ved ikke om jeg har sagt det før, og det har jeg nok, men jeg er blevet så socialt akavet og handikappet. det går mig så meget på. når jeg er sammen med andre end alexander snakker jeg alt alt for meget, om ligegyldige ting som ingen interessere sig for. jeg ved ikke hvad jeg skal sige til nogen. det er frustrerende. meget frustrerende. og jeg bliver tit ked af det i andres selskab fordi jeg har det så akavet med mig selv. Det er sgu lidt synd. og efter alle jokede med at jeg snakker alt for meget er jeg blevet rigtig usikker på hvad jeg siger, så min selvtillid er bare død!! i forbindelse med at snakke med andre. Jeg havde det ellers så godt før. det er jeg lidt ked af at have mistet, men det kommer nok igen om noget tid. sådan noget tager jo tid at genopbygge eller at bygge op fra grunden af, og det ved jeg og derfor har jeg også en ret positiv attitude til det, fordi jeg ved at det kan og vil lykkes en dag. (: