Min paranoia pisser mig sindsygt af. Jeg vil meget gerne ku' stole på folk, men for fanden jeg kan ikke. Det er to hjernehalvdele der ligger i konstant krig. Fornuft, og paranoia. Den ene siger 'hold nu op, hvorfor skulle de snyde dig? du har intet at frygte.' Den anden skriger 'DE LYVER!! De kan ikke lide dig, de snyder dig! De bagtaler dig lige så snart du går. De taler pænt til dig, men tænker at du er en nar og at du skal skride. hvorfor skulle de kunne lide dig?'
Ved ikke om det er lavt selvværd m.h.t. andre mennesker, men jeg er mere sikker på at det er traumer der har skabt det. Og så har jeg sjældent været tryg i andres selskab. Jeg er så træt af, hele tiden at være bange, og nervøs, og totalt forberedt på noget der nok aldrig sker. Analysere alle ord folk siger, for at se om der er hint om at de ikke kan lide mig. Jeg er ikke nærtagende, jeg er en paranoid skiderik. Det er også derfor jeg er usandsynlig dårlig til at aflæse sarkasme. Jeg kan ikke se hvornår folk joker og hvornår de ikke gør, fordi jeg hele tiden er på vagt. Jeg tør ikke at tro at folk joker, for hvad nu hvis de mente det? Det gør også at jeg tit isolere mig på mit værelse og kun knytter mig til en person af gangen. Sådan virkelig knytter mig. Men det betyder desværre også at jeg bliver dobbelt så såret når der så går noget galt, eller jeg mister personen. Og jeg får samtidig dårlig samvittighed over, at jeg føler jeg skubber mine andre venner væk, selvom det slet ikke er meningen.
Det er lige så svært at leve med for mig, som for dem omkring mig.