Jeg tænker mere og mere over det. Mere og mere over hvor lang tid om ugen jeg bruger alene. Jeg er ikke god til at være social mere. Overhoved ikke. Jeg nyder bare at sidde alene derhjemme. Det er ikke fordi jeg er ensom eller ikke har nogle venner.. Jeg har det bare bedst med at ligge, fredag aften og se en film. Jeg tror jeg er begyndt at affinde mig lidt med det. Jeg er bare begyndt at indse at jeg ikke er lige så god til at underholde folk som jeg engang var. Og at det bare kun er 10 ud af 100 gange jeg svare på mine smser. Det er også fint nok, men det jeg er bange for, er at når jeg så engang vender tilbage til virkeligheden og gerne vil ud og feste igen, og være sammen med de mennesker jeg elsker, vil de så stadig være der? Eller har de glemt mig? Har de følt sig svigtet? Er vi gledet fra hinanden? Det er jeg enormt bange for. Jeg har ikke lyst til at give slip på mine venner, men et venskab skal jo også vedligeholdes, og det kan jeg bare ikke for tiden. Den eneste jeg snakker med er Alex. Han er den eneste jeg kan holde ud at snakke med i længere tid. Ikke at folk er dumme, men jeg ved bare ikke hvad jeg skal sige til andre. Jeg er vokset, og er blevet kedelig. Føler mig helt voksen når jeg er så kedelig.. haha. Den eneste jeg kan være mig selv sammen med, og den eneste hvis selskab jeg nyder for tiden, er Alex.
Nu skal jeg i skole så må stoppe lidt midt inde i en sætning. Slapt.