I dag blev jeg rykket fra lukket afdeling til den åbne, men jeg må stadig ikke forlade afsnittet. Min mor ville gå en tur med mig, men jeg fik afslag fordi de ikke kender mig på det nye afsnit, og er bange for hvad jeg kunne finde på, men de siger at jeg nok kan få udgangstilladelse imorgen..
Jeg har det så ambivalent med at være her.. Jeg er glad for at jeg ikke skal hjem og være alene i mi lejlighed, men tomheden og sorgen er stadig den samme. Jeg havde glædet mig til Helsingør Festival som foregår lige nu til på lørdag, og der kan jeg jo ikke være. Øv. Måske kan jeg nå det til lørdag, jeg aner jo ikke hvor længe jeg skal være her...
Jeg har kun set ældre mennesker her indtil videre.. Har ikke set en eneste person under 50 år.. Jeg håber virkelig ikke jeg skal blive gammel sådan et sted her. Jeg håber ikke at jeg ender sådan her... Det er en blandet følelse af håb, og intet håb overhoved.. Hvorfor svigter mit sind mig på denne her måde? Skal det fortsætte med at være 2 skridt frem og 4 tilbage? Hvad skal jeg gøre?...
gid jeg var død. så kunne jeg endelig få udslettet den hjerne der har skabt så meget postyr.
jeg spilder mit liv