I dag bliver en..... interessant..... dag.. To say the least.

Jeg er så done med hele situationen at jeg ikke engang orker at fortælle om hvad der sker. Det er ikke til at finde hoved og hale i alligevel, og det giver ingen mening. Det er så latterlig og ubegribeligt at folk ville tro det var en dårlig joke. Jeg er så nervøs at jeg har tygget nikotin tyggegummi for første gang i månedsvis. Stress giver mig mere lyst til at ryge, og tyggegummi er mit desperate forsøg på at få styr på mine nerver.
Jeg skal derover kl. 4 og "snakke det ud" med min mor, far, bror og hende. Som om vi er fucking 6 år gamle og ikke kan løse små dumme ting selv.. Men det kan "vi" åbenbart ikke, så vi må have de voksne indover. Fuck det er pinligt, og jeg ved at jeg kommer til at blive råbt af, hvilket jeg ærligt er blevet for gammel til at blive. Men både min mor og far har forberedt mig på at det kommer til at ske, og så må jeg finde ALT det overskud jeg har og bare holde mit cool til det er overstået. Min far ar sagt at jeg ikke skal reagere eller svare på det, og jeg ved ærligt ikke hvad jeg skal sige, eller om jeg overhoved skal sige noget som helst. Jeg tror ikke det gør nogen forskel alligevel, så min slagplan er at tie stille hver gang jeg kan slippe afsted med det.. Det kommer til at gøre hende vred ligemeget hvad jeg gør. Hvis jeg bliver vred, hvis jeg holder mit cool, hvis jeg taler hvis jeg tier stille, det er ligemeget. Der er intet jeg kan gøre for at deeskalere situationen, for i princippet har den ingenting med mig at gøre.
Jeg beklager at jeg taler så meget i koder altid og kun snakker halvt om tingene, men det her forum er 100% for min egen skyld fremfor nogle andres. Det er en god afstresser og gør at jeg får klaret mit hoved inden jeg bare kaster mig ud i tingene, og det får styr på trådene og får orden i tankemylderet. Jeg er stoppet med at ryste nu fx.. Det gør at jeg kan lægge en plan og få styr på mine tanker og følelser, så, beklager, men det her hjælper mig virkelig!
Jeg er så fucking bange... Sidst jeg så dem skreg de (de råbte ikke, de skreg) af mig foran hele min familie og kaldte mig alle navne under solen fordi jeg havde - BIG CRIME - talt med min fars kone.. Til en familiefødselsdag.. Det var dråben der fik bægeret til at løbe over, åbenbart. Jeg sagde intet om dem eller om nogle andre, bare smalltalk. De ville de ikke være med til, så foran 30 mennesker, og med min lille nevø på armen, blev jeg skreget af og kaldt en psykopat og en so og whatnot.. Så jeg er lidt nervøs i dag, det må jeg sgu erkende.. De gør min tilværelse så svær, og jeg kan ikke engang være i min egen familie for en enkel eftermiddag, uden at der skal skabes et kæmpe drama ud af ingenting. Hun ødelægger så mange ting for mig og jeg har prøvet ALT for at stoppe det. Jeg kan ikke gøre mere nu, for uanset hvad er det ikke godt nok, for hun er stadig syg.. Det er ikke hendes skyld, men jeg har svært ved at acceptere at hun stadig nægter hjælp og nægter at se at det er hende der starter de her ting, helt uden grund.. Jeg ved virkelig ikke hvad hun får ud af det, eller hvad det gavner noget.. Jeg er SÅ frustreret at jeg virkelig ikke er sikker på hvordan jeg skal holde hovedet koldt... Men jeg må bide mig i tungen og trække vejret og huske på, ikke at tage det personligt og huske at hun ser tingene igennem ødelagte briller..