Jeg tror jeg faktisk at han vil ha' det ret fedt over det. Han er bange for at de hjernevasker mig til at tro at der er mere galt med mig end hvad der er, og han er meget imod at jeg tager medicin, og det forstår jeg så godt! Medicin kan være farligt (og er det sikkert også) - og gøre mere skade end gavn, men jeg tør virkelig ikke stoppe. Det gik rigtig galt sidst, og den risiko er jeg ikke klar til at tage endnu. Men forhåbentlig bliver jeg det på et tidspunk! Problemet er at min personlighed skifter 360 grader, og jeg bliver en helt anden person, og den person kan jeg virkelig ikke lide.. Jeg er ikke migselv, og den person jeg bliver vil jeg ikke lægge krop til!
Stemningen i min terapi gruppe er altid trist og presset, og det føler jeg ikke at jeg får nogen gavn af mere, nu hvor positiviteten hos mig er så kraftig. Jeg er bange for at blive trukket med ned, og ryge tilbage i den gamle mentalitet og det gamle syn på mig selv. Specielt nu, efter de reagerede så negativt på min oplevelse, og det valg jeg tog. Lige pludselig var jeg "blevet løjet overfor" - "det har ingen virkning" - "du bliver hjernevasket" - "det er en kult"(det sagde de seriøst) - "du snakker jo allerede om at gøre det igen, du er jo allerede blevet afhængig" - "de er stofmisbrugere der lokker dig med i et sort hul og overbeviser dig om at det er en god idé." .. Hvis der er nogen der er med i en kult så er det fandme dem! For vi bliver ved med at blive fortalt at vi er syge og at der er alverdens ting i vejen med os. Vi er "istykker" og vi er der for at blive fixes. - Vi bliver hele tiden identificeret med vores sygdom.. Jeg får det helt dårligt over at kalde mig en sygdom, selvom det kun er til et eksempel, fordi Jullius sagde at der ikke var noget som helst i vejen med mig, og at jeg aldrig igen måtte kalde migselv syg!
Jeg er sundhed! Jeg er perfekt!
'Du må aldrig fortælle dig selv andet!'
At få dét advide er noget jeg aldrig oplevet før, og det er der sgu ingen negative bivirkninger ved, det kan jeg love dig for! Jeg stoler på ham! Jeg tror, fuldstændigt ukritisk på hvert et ord der kommer ud af ham, uden at tvivle det mindste på om det er sandt eller ej, og uden nogensinde at ville stille spørgsmålstegn ved det.
Men anyway, jeg blev SÅ! fucking!!! skuffet! over pigerne da jeg fortalte dem om det. Jeg troede virkelig at de ville støtte mig og være glade på mine vegne! Boy was i wrong!
Jeg endte med at hæve stemmen ved én sætning, hvorefter jeg vendte roligt tilbage til mig selv, med et smil. Jeg "spurgte" (mere eller mindre et retorisk spørgsmål i den situation eftersom jeg var ok vred og egentlig ikke var interesseret i et svar) - hvorfor de ikke kunne støtte mig nu hvor det havde været så fantastisk en oplevelse for mig, og at det, ærlig talt, på 4 timer, havde hjulpet mig mere end 7 måneder i gruppen havde. - Det var ikke ordret hvad jeg sagde, sætningen var meget kortere, men det var mere eller mindre det der var pointen.
Det giver absolut ingen mening for mig at de dømmer mig sådan, specielt når halvdelen af pigerne drikker sig stive på hverdage for at drukne deres sorger, - og jeg dømmer ikke dem!? Cause I've been there and done that - men at de så har nosser til at rakke ned på mig for noget der faktisk gavner mig vanvittigt meget, og som jeg indtilvidere kun har prøvet én gang, og som ikke er skadeligt på nogen måde, er fuldstændigt respektløst og uacceptabelt i min verden! De eneste bivirkninger man får af DMT, er en ny forståelse og opfattelse af livet og sig selv, hvorimod alkohol gør dig mere blind og dum, og smadre dine hjerneceller én efter én, hvilket egentlig er - no shit - grunden til at det overhoved er lovligt. Det er pisse farligt, but who cares right?
Men altså, don't get me wrong, gruppen har fandme også hjulpet mig meget, (op til det her punkt) og det har været så godt for mig! Men nu føler jeg at jeg må gå en anden vej der er bedre for mig, for at få det bedste ud af mit liv. Jeg bliver nød til at vælge negativiteten fra hvis det skal lykkedes.. Men det er ikke fordi jeg stopper i gruppen! Det har jeg alligevel ikke lyst eller mod på endnu. Men at skippe en gang eller to når jeg ikke føler at det ville føre noget godt med sig, synes jeg sgu er ok, og egentlig ret fornuftigt.. Der er jo stadig ingen andre end mig selv der ved hvad der er bedst for mig.
Og måske lyder jeg egentlig som en crazy, obsessed, naiv tosse, som der hár roddet sig ind i en cult..
men selv hvis det er sådan... så er jeg bare helt okay med det!