Jeg føler mig så tæt på Jullius, og jeg kan ikke helt forklare hvordan og hvorfor.. Jeg har det som om at jeg så let kunne blive en stalker han ville synes der var for pågående og påtrængene, så jeg prøver at styre mig. Men jeg har lyst til at være hans ven. Jeg har lyst til at betro mig til ham og jeg har lyst til at lytte til ham og at han skal lytte til mig. Jeg har virkelig lyst til at han skal være en del af mit liv. En jeg kan ringe til for at blive bekræftet i livet, og få nogle gode ord og råd at huske, og leve efter. Bare en telefon samtale med ham gør mig lykkelig, på en ikke romantisk måde, men hans energi er så stærk at jeg kan ikke lade være med at blive suget ind i den. Det er ikke romantisk, men han har noget over sig jeg ikke har lyst til at give slip på. Som en far, eller en værge eller en kontaktperson. Jeg har lyst til at snakke med ham når jeg er usikker, og når jeg er i tvivl..
Jeg ringede til ham i nat, og jeg kan ikke huske hvorfor.. Jeg var ikke engang fuld, og jeg havde ikke engang noget at fortælle ham.. Han tog ikke telefonen fordi han sov, men da han ringede tilbage imorges turde jeg ikke tage den, i frygt for at det ville være akavet eller at han ville finde ud af at jeg ringede bare for at høre hans stemme.....
Han var bare så livsbekræfende da vi var hos ham, og han føles som den person der er her for at guide mig i den rigtige retning i mit liv. Som om at han har alle svarene. Han blev ved med at bede mig om at sige at jeg er perfekt, han sagde at jeg aldrig igen måtte kalde mig 'syg', men at sige at jeg er sundhed. Jeg er sundhed, og jeg må aldrig fortælle mig selv at jeg er syg, eller at jeg har borderline. Jeg følte mig så tryg med ham. Jeg følte mig virkelig perfekt og sund i hans nærvær. Han sagde at det er vigtigt at jeg skriver og at jeg holder mig kreativ, så det gør jeg! Jeg vil tage imod alle de råd han har til mig, og jeg vil følge dem.

Loop skal lære ham og hans kæreste at spille guitar, så forhåbentlig kan jeg komme til at se ham når han skal undervises. Det håber jeg, for jeg kan ærligt ikke bære tanken om at miste kontakt med ham.. Måske ville det ikke være så underligt at ringe til ham når jeg står i problemer, bare jeg ikke gør det når jeg er i hysteriske anfald eller græder. Måske vil han gerne være min guide i livet. Det tror jeg er det han stræber efter at være for mennesker. Måske ville han elske det, og nyde det lige så meget som mig..


han er vidst min præst.