Men anyway, mig og Stig sad og snakkede (det var lukketid, så alle andre gik hjem da jeg kom, men Stig blev tilbage med mig så det var bare mig og ham) - og han fortalte mig så at hans far var rigtig syg. Faren er meget gammel, så han fejler snart alt der er at fejle. Så siger Stig: 'sådan kommer det jo til at gå for os alle på et tidspunkt..' Og dér var der noget der ramte mig lige i brystkassen..
min far..
han kommer til at dø en dag.. han bliver gammel. falder fra hinanden. han kommer til at blive mere og mere syg og svag. en dag kommer hans krop til at give op og give efter for presset af at være så gammel, og han kommer til at dø.. i sin rolige søvn, eller af et hjertestop på højlys dag.. og der er intet jeg kan gøre for at stoppe det..
min far kommer til at dø
Og jeg kommer til at være der, og opleve det.. Opleve hele den langsomme men sikre process.. Jeg kommer til at være i live, og jeg kommer til at være der, og se ham gå igennem alt det her, og jeg skal stå til hans begravelse og kigge ned i det hul der kommer til at blive hans sidste hvilested. Og der er intet jeg kan gøre for at forhindre det.. intet .. Og jeg vil altid komme til at kigge tilbage på alle de ting der har været imellem os.. alle de problemer der har været. alle skænderierne. alle de gange vi har kigget hinanden i øjnene, og med så meget vrede og aggression at vi ville dræbe hinanden hvis vi kunne, hvæset 'jeg fucking hader dig!!!' Ja, han sagde det også til mig.. For det var præcis det vi gjorde. Vi hadede hinanden! Men min skyldfølelse kommer til at være det der tager livet af mig, den dag jeg skal stå og kigge mig selv i øjnene, og vide at jeg aldrig mere kan undskylde til ham.. Vide at jeg aldrig kommer til at sige at jeg ville ønske at tingene var gået anderledes for os.. At jeg ville ønske at min borderline ikke havde smadret alt, og sige at jeg sætter mere pris på alt det han har gjort for mig, end ord nogensinde kommer til at kunne beskrive.. jeg ville ønske at jeg havde været en person i hans liv han kunne være stolt af, men istedet, har vi været uvenner halvdelen af den tid jeg har været i live. Bogstaveligtalt.. Men man skulle tro at dén dårlige samvittighed allerede var der.. men det er den ikke.. istedet, er der er frustration, og skuffelse, og håb om at vi stadig kan nå at ændre det, og nå at rette op på de ting vi gjorde galt. Og samtidig er der stadig vrede, over alle de ting der er blevet sagt og gjort. Og jeg er så ked af at han ikke har kunne forstå mig. Og jeg er ked af at jeg ikke har kunne forstå mig. eller forstå ham..Og som Anne Frank så smukt og sandt har sagt:
