jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. jeg udspiller mig alle scenarier i hovedet om hvordan jeg kan opføre mig og hvad jeg kan gøre for at gøre tingene bare lidt bedre, selvom jeg godt ved at det ikke bare er så nemt. Jeg må ikke græde! for jeg vil ikke have at der skulle komme nogen som helst fornemmelse af skyldfølelse for det er noget af det værste jeg kunne gøre. Jeg må ikke sige at det ikke må ske, for sådan fungere det bare ikke.. Jeg kan komme med trusler om at jeg ville blive mega sur og alt det pis, i håb om at der bliver skiftet mening "for min skyld", men jeg er gammel nok til at vide at det er ondskabsfuldt og egoistisk at sige, og jeg ved det er blevet hørt og sagt tusind gange før og det er ikke okay at sige, selvom det i sidste ende er ment godt, men alt for desperat og det har ingen virkning whatsoever.. I den sindstilstand er det ikke let - og til tider umuligt - at skulle trøste eller reagere på grædende pårørende, og det er heller ikke en fair situation at stille personen i, og  det ville være egoistisk at vende den om på at det er pisse synd for mig, for sådan er det ikke. Men alt ved alt er så unfair og jeg føler mig så magtesløs, for jeg ved at der ikke er noget jeg kunne sige eller gøre der kan gøre det bedre eller ændre noget, og det frustrere mig.. For jeg vil gøre alt for at redde hende.. men det kan jeg ikke..