Jeg har altid fået advide at jeg snakker meget.. Det synes jeg selv er en god ting, for jeg dræber ligesom akavet stilhed. Det eksistere ikke i nærheden af mig, og det er jo positivt, synes jeg selv. Jeg har altid noget at snakke om, (det elsker Loop siger han) men jeg lytter sgu også! Så jeg ved ikke hvorfor folk skal kommentere så meget på det, for jeg synes selv at jeg gør det med måde. Jeg afbryder ikke folk mere, hvilket jeg er meget opmærksom på for det gjorde jeg rigtig meget engang, og jeg vil ikke være 'that guy' - jeg giver folk min fulde opmærksomhed når de taler og spørger meget ind til det.
Men efter en fest eller en social situation jeg ikke har været i før, bliver jeg virkelig bange - dagen efter! For i situationen syntes jeg selv det køre for mig og jeg hygger mig og alt er fedt, lige indtil jeg tænker tilbage på det på vejen hjem, og det går op for mig hvor meget jeg egentlig har snakket om mig selv, og hvor upassende jeg til tider har været.. Og jeg hader mig selv så meget for at virke som en selvcentreret idiot der tror at alt skal handle om mig, når det slet ikke er sådan jeg tænker, og jeg er bange for at folk tror at jeg lever i min egen verden.. Jeg kan ikke mentalisere, så jeg kan ikke "høre mig selv når jeg taler" for jeg kan ikke høre mit eget toneleje eller høre at de ting jeg siger måske er upassende... Og så kan jeg heller ikke høre andres toneleje - det er derfor jeg ikke kan aflæse sarkasme og derfor jeg har en ret ringe situations fornemmelse = manglende mentaliserings evner. Så jeg kan ikke høre hvad det er jeg egentlig har sagt hele aftenen før et par timer efter hvor det er forsent. Og det er aldrig cool ting jeg siger! Det er altid bare bullshit der får folk til at hade mig, fordi de ikke ved hvad der foregår i mit hoved.. Jeg er bare hende den mærkelige..