Jeg er begyndt at lukke mig meget ind i mig selv. Jeg er mere indelukket end jeg nogensinde har været før. Det har aldrig været et problem for mig at snakke om de svære ting i mit liv, men jeg er begyndt at undgå det. Min bedste veninde, som jeg fortalte alt til, ved ikke engang halvdelen af hvad der sker med mig for tiden. Alt det med loop har knust mig på en helt anderledes måde end jeg har prøvet før. Jeg føler mig mere eller mindre traumatiseret, (dumt som det lyder) men jeg kan mærke det på min opførsel. Jeg kan ikke snakke og være åben som jeg plejede, jeg undgår at snakke om følelser, og det er først kommet efter problemerne imellem mig og Loop opstod. Jeg har ikke lyst til at sætte folk ind i det og fortælle om det, for jeg ved godt at folk ikke forstår det. Jeg ved de dømmer mig som en idiot der hænger ved lang tid efter løbet er kørt. Folk kan ikke sætte sig i vores sted, og de ved ikke hvorfor vi gør som vi gør. - Eller det er ihvertfald det jeg fortæller mig selv.. Så det er nemmere bare at lade være, og sige at alt går fint. Jeg orker det virkelig ikke. Det er svært nok at skulle gå igennem det, men at snakke om det samtidig er sgu for hårdt. Og sådan har jeg aldrig været før, og det smitter på alle andre følelser. Det breder sig. Jeg kan ikke snakke om noget mere, også selvom det ikke omhandler noget med Loop. Jeg orker ikke at svare folk der skriver til mig. Midt i en samtale stopper jeg med at svare fordi jeg ikke kan overskue det. Også selvom det bare er smalltalk, og faktisk er en hyggelig samtale. Lige pludselig.. bom. Så kan jeg ikke svare. Så der kan sagtens gå to dage før jeg gider overhoved at kigge på beskeden.
Jeg har aldrig kunne forstå hvorfor folk ikke har ville snakke om dybe eller seriøse ting i deres liv, for jeg har altid ville snakke om de ting. Jeg har snakket om de svære ting til enhver der kunne holde ud at høre på det. Men nu forstår jeg. Uden rigtig at forstå det helt. Jeg ved ikke hvordan det kunne ske, men jeg ved hvordan det føles. Og det er rigtig rigtig surt.