Jeg er begyndt at få rigtig mange flashbacks fra Frankrig, da mig og Loop var der sammen. Det er lidt nederen, men det har lært mig at jeg sagtens kan sørge over tabet af det gode, uden at det bliver til et problem. Så jeg tillader mig at tænke på de her ting, uden at dømme mig selv eller at blive vred på mig selv, præcist som vi har lært i gruppen at man skal. Og det er faktisk rigtig rart, for der er så mange ting og følelser der spiller ind, og det er en stor befrielse at få lov til at føle dem alle sammen på en gang, på en god og afklaret måde. Så jeg ikke er knust, men at jeg giver mig selv lov til at sørge over alt det gode vi har mistet, samtidig med at jeg ikke har lyst til at genoptage nogen form for forhold med ham. Og jeg tænker tit på det, selvom det ikke er med min gode vilje, og jeg har stadig ikke lyst til at skrive til ham eller fortælle ham noget af alt det jeg tænker. Og dét er et kæmpe fremskridt, og det siger meget om hvor jeg står i alt det her. For det ville være så nemt at give efter, og falde tilbage i armene på ham, men det har jeg ikke lyst til. Ikke fordi jeg tvinger mig selv til at lade være, men fordi jeg oprigtigt ikke har lyst. Men det gør det jo ikke forkert at tænke tilbage på de gode tider, uden det mindste håb om at vi kunne arbejde på at få det tilbage.
Forleden havde jeg brug for at være vred, og de sidste par dage har jeg haft brug for at sørge. Så længe jeg ikke reagere på det, eller bliver helt knust, så er det faktisk rigtig fint alt sammen, for jeg tager det sgu ret afslappet.
Jeg bliver ved med at fortælle mig selv at det er naturlige følelser, og 'selvfølgelig har jeg det sådan her', og det er virkelig rart.. Det er godt at kunne fejre vores forhold, og give slip på det på samme tid.

er det sådan her normale mennesker har det efter et breakup?..

You close the door and start the motor

I roll the window down

I raise my hand and wave goodbye

To neighborhood queens and clowns and

Children in the front yards

They hide and seek and laugh

I can almost hear you thinking

How could these days go by so fast

And no rear view could picture

What we leave behind

Drive darling, drive darling,

Drive darling, drive darling, drive

A silent conversation

No words cause there's no need

We let the tapes mix up the years

And press repeat and press repeat

The trunk is filled with records

And books and tears and clothes

I'm smiling on the surface

I'm scared as hell below

And no rear view could picture

What we leave behind

Drive darling, drive darling,

Drive darling, drive darling, drive

Good morning freedom

Good night lullabies

Drive darling, drive darling,

Drive darling, drive darling, drive

And when we arrive

The hardest of goodbyes

You will dry my eyes

Somehow you're always by my side

The one who holds my kite

And watches over all my flights

And no rear view could picture

What we leave behind

Drive darling, drive darling,

Drive darling, drive darling, drive