Skal jeg trække mig?
Tage chancen?
Ignorere alt der er sket og gå min vej?
Satse på noget jeg ikke engang tror på?..
Noget jeg måske ikke engang vil?
Noget han måske ikke engang vil..
Jeg ved jo ikke om han overhoved er interesseret i noget fast, eller om han er lige så snot forvirret som jeg er. Eller om han ved præcist hvad han vil, og at det kun er sex. Intet andet.
Det er ren tryghed, for jeg var videre. Og jeg ved jeg kan fortsætte uden ham. Hell, hvis han spurgte mig om jeg ville være sammen med ham, eksklusivt, ville jeg sige fuck nej! Det kan jeg slet ikke.
Fælden var at jeg prøvede at redde ham. Prøver at redde ham.. Det er ikke mit job, men han fortjener ikke at tage skade af det lort. dø af det lort.. Det er han alligevel for god til.
Men jeg skal til at tænke mig om, for selvom jeg ved at jeg ikke vil, og ikke føler det samme som før, kender jeg mig selv godt nok til at vide at jeg hurtigt kan snuble over mine egne impulser. Jeg snakker ikke med nogen om det.. Jeg har været så meget frem og tilbage og det er det der er farligt. Jeg kan ikke stå ved hvad jeg sagde eller følte igår. Så det er nemmere, ikke at sige noget.. Jeg skifter konstant. "Splitting" som det hedder. Det siger bøgerne om borderline ihvertfald, og jeg er et perfekt eksempel på at det er rigtigt.
Jeg er begyndt at føle engang imellem, og sidst jeg snakkede om det ville jeg gerne føle, men nu skræmmer det livet af mig, og jeg vil ikke mere for det ender ikke godt. Det ved jeg. Det ville ikke gøre mig glad, for jeg kommer til at fortsætte med at splitte. Han har bevist mange gange at jeg ikke kan stole på ham, også her på det sidste selvom jeg ikke har konfronteret ham med det. Det får jeg ikke noget ud af og jeg gider ikke, egentlig. Jeg føler ikke at vi er på et punkt hvor jeg behøver at starte noget med ham, og vi er ikke på et punkt hvor han skylder mig at være ærlig.
Jeg kommer aldrig til at stole på ham, for jeg ved at jeg ikke kan. Selv efter 10 måneder har han stadig ikke lært det. Så det kommer han heller ikke til.
Jeg siger tit til mig selv 'her stopper det. Fra i dag af er det slut.' Men så skriver han til mig og jeg tænker 'what the hell, hvorfor ikke.'
Og det duer ikke.. Jeg må snart tage mig sammen og tage en beslutning jeg kan stå ved, inden det går galt. Men så bliver jeg nød til at sige det til ham.. Tage konfrontationen og såre og skuffe ham. Ændre hans syn på mig.. Men jeg ved at jeg kommer tilbage. Og det fuckker ham endnu mere op. At jeg kommer til at slutte det, og så alligevel kontakte ham.
Jeg må tage en beslutning jeg kan stå ved, men jeg kan ikke tænke på et senarie hvor det kommer til at ske. Ligemeget hvad kommer jeg til at fortryde..