Jeg får så mange billeder i hovedet af da jeg boede i Ballerup. Da jeg var ude og besøge min veninde der ligger indlagt i Ballerup i onsdags, kørte jeg i bussen, lige forbi Loop's og min gamle lejlighed. Jeg kunne næsten kigge ind af vinduerne. Og lige siden har jeg ikke kunne glemme hvordan det var at bo der. Mine lykkeligste dage har været i den lejlighed. Det lykkeligste jeg nogensinde har været i mit liv, har været bag de fire vægge, sammen med ham. Jeg kommer til at tænke på at ligge inde i dobbeltsengen om aftenen under vores store varme dyne, og se dokumentarfilm og syd - og nordpolen. Det var hans yndlings. Vi lå der og puttede os helt ind til hinanden, og jeg kunne næsten ikke høre hvad der blev snakket om i dokumentaren fordi Loop blev ved med at snakke om hvor fantastisk sydpolen og pingvinerne var. Og stå og lave mad om aftenen, og kigge ud af vinduet og vente og glæde sig til at han kom hjem fra arbejde så vi kunne spise aftensmad sammen. Jeg hader at lave mad, men jeg elskede at lave mad for ham. For han var altid sulten og træt når han kom hjem, og han blev altid så glad for at se mig, og endnu gladere når han så at jeg havde lavet mad. Sjovt, 5 måneder inde i forholdet, og vi løb stadig i armene på hinanden hvis der var gået mere end en time siden vi sidst havde set hinanden. Vi grinte så meget og hyggede os og var glade, hver dag. Jeg har aldrig været så velfungerende og uselvisk som jeg var i det forhold, og han bragte virkelig det bedste op i mig. Alt det jeg har ønsket at være som menneske, var jeg sammen med ham. Vi gjorde virkelig hinanden til bedre mennesker, corny som det lyder.
Og alle de breve jeg skrev til ham. Jeg tror jeg har nævnt det før for længe længe siden, men da han begyndte at få det dårligt, gjorde jeg alt jeg kunne for at gøre ham lidt glad igen. Så jeg skrev breve til ham, om alle de ting han var god til, alle de ting vi kunne glæde os til at opleve sammen, at han ville blive den bedste far i verden og alle grundene til at jeg mente det, alle de fantastiske til han ville udrette, og et 8 sider langt brev om alle de ting jeg elskede ved ham. Jeg lagde dem i fine konvolutter og til tider også med en lille sjov tegning ved siden af, og lagde dem i postkassen, så han kunne finde et opmuntrende brev han kunne smile af og blive glad for, når han kom hjem. Jeg elskede at gøre ham glad, og brugte mange mange timer på de breve, og alt andet jeg håbede der ville lysne hans dag bare en lille smule. Og jeg kan da stadig savne at få lov til at gøre de ting.
Men årh.. De er de dejligste minder i verden! Og jeg kan ikke lade være med at få et smil på læben når jeg tænker på det, og alligevel også en lille indre tåre, over at vi mistede det. Jeg har altid sagt, og jeg siger det igen, at vi havde det perfekte forhold! Det havde vi da vi boede der. Og jeg nyder at kunne tænke tilbage på det, imens jeg fastholder tanken om at det aldrig vil kunne blive sådan igen. For det vil aldrig kunne blive det samme, med ham ihvertfald. Da vi mødte hinanden, og lang tid efter det, var han var det bedste der nogensinde var sket for mig

Jeg savner ikke ham, jeg savner vores minder, og det vi engang var.