Ikke engang en uge som kærester, og så bailer han. just like i knew he would. men det mærkelige er.. At jeg er ikke engang ked af det..... Faktisk føler jeg det som en kæmpe lettelse. Nu skal jeg ikke bekymre mig om hvad der kommer til at ske, for det er allerede sket. Jeg skal ikke tænke på hvad han laver eller om han kan lide mig, for nu er det ligemeget. Og... Det er faktisk ret fedt. Jeg er gladere uden ham end jeg er med ham. Den havde jeg sgu ikke set komme.. Men jeg havde set den komme at han ville gå fra mig igen, så jeg var alligevel forberedt. Og for at være ærlig føler jeg ikke det samme for ham som jeg gjorde engang. The damage is done. Der er ingen vej tilbage.
Den ene dag kan han ikke leve uden mig, den næste kan han ikke leve med mig. Og nu har jeg taget den beslutning for ham. Vi skal aldrig have et nært forhold til hinanden igen. Nogensinde. Og jeg sagde til ham at hvis han, igen igen, skifter mening og vil være sammen med mig, så må han aldrig fortælle mig det. For nu skal jeg videre, og han kan ikke blive ved med at hive mig ind og ud af helvede. Så nu er jeg ude. Færdig. Done. For altid. Det løb er kørt. Og han må aldrig sige til mig at han vil være sammen med mig, for så er jeg ikke sikker på hvordan jeg reagere, og ligemeget hvad, ville vi ende lige her alligevel. Han smutter fordi han er i tvivl. Og han er "i tvivl" fordi han skal ud og tage stoffer, og det vil jeg ikke ha'. Han sagde at han elskede mig, men ikke var klar til et forhold fordi vi ville forskellige ting. Og jeg ved, for a fact, at han skal tage stoffer nu hvor han ikke har mig til at "forbyde det". Jeg ved ikke om han vil være sammen med andre, men jeg kan ikke forestille mig andet. Og jeg vil ikke sidde og vente, og håbe mere. Jeg er så færdig med hans pis. Men vi er ikke uvenner eller noget. Jeg sletter ham ikke fra facebook og blokere ham på telefonen som jeg har gjort før. Men vi skal ikke ses, og vi skal ikke have noget tæt forhold til hinanden. Vi er to bekendte, og mere skal det aldrig være. Aldrig igen.