Spørgsmålet er bare om det ændre sig.. Det tror jeg næsten ikke på. Og jeg ved stadig ikke om det er ham eller mig, eller en blanding af begge. Og det skræmmer mig at se hvor vi er nu i forhold til hvor vi var før. For det er så anderledes, og jeg er så bange for at det ikke ændre sig. Jeg er seriøst lost.. 

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op med den her situation. Jeg tror så meget på os, men er vi blevet for skadet?. Er der sket uoprettelig skade? Den tanke hader jeg, så jeg lader bare som om at det ikke kan lade sig gøre.

Jeg vil ikke have at det er for ødelagt. Men jeg ved ikke om det kan eller bør "reddes". Der sker så mange ting der går imod os. Han har det rigtig dårligt. Jeg kan ikke håndtere det her så pænt som jeg gjorde i starten. Jeg er usikker. Jeg tror ikke han kan føle ret meget.

Alt virker bare underligt når vi er sammen.. Som om det er akavet?.. Jeg nyder at være hos ham, men jeg kan ikke mærke at han føler det samme. Og jeg kan ikke lade være med at spørge. Hele tiden, fordi jeg ikke kan mærke ham.

Men måske skal jeg heller ikke være sammen med en der ikke kan give mig den oplevelse jeg har brug for?.. For jeg kan ikke håndtere parforhold hvor der er mange problemer for den anden part. Jeg har simpelthen for mange af dem selv til at kunne overskue at tage hånd om min kærestes også. Specielt når de gør at han ikke kan give forholdet 100%. JA JA jeg er egoistisk, mig mig mig, men sådan er jeg sgu skruet sammen, og så er det ligemeget hvor meget jeg hader det, men det går ikke væk. Jeg har brug for sindssygt meget opmærksomhed i et forhold, ellers knækker jeg under presset, okay?! Jeg fucking hader det SÅ meget, for jeg ved godt at det er fuckedup og jeg kan godt selv se det, men jeg kan bare ikke ændre det. 

Men, måske er det så alligevel ikke det forhold jeg skal være i. Hvis ikke det var fordi vi skulle på ferie sammen til oktober tror jeg tingene havde set meget anderledes ud. Så havde vi nok ikke forsøgt som vi gør nu. Jeg tror bare det havde gledet ud i sandet. Jeg tror han havde prøvet at rykke videre. Måske vil han virkelig gerne dét, men prøver at holde fast pga ferien..

Jeg får ham altid til at lyde som et dumt fucking svin når jeg skriver om ham.

Det er han ikke.

Det er han slet slet ikke.

Men foregår alt det her bare i hovedet på mig? 

Kan jeg stadig bare ikke læse hans signaler, og alt er fint?

Jeg aner ikke hvad han faktisk mener og føler. Jeg ved jo kun hvad han fortæller mig. 

hvorfor kan jeg ikke bare stole på hvad han fortæller mig