Jeg er begyndt at blive panisk angst om natten, og derfor kan jeg ikke sove. Jeg får de mest forfærdelige tanker og billeder i hovedet og jeg kan ikke stoppe dem. De tvinger sig ind i hovedet på mig.
Jeg forstiller mig senarier. Senarier hvor jeg går ud af mit værelse, ud i den mørke gang for at gå på toilettet. Men jeg kan se en skikkelse. På et splitsekund er den helt oppe i mit ansigt og et forfærdeligt ansigt skriger mig i hovedet, og kradser mig med sine lange negle.
Jeg får papercuts. Dør i 9/11. Jeg skulle ikke have set alle de dokumentarer.. Videoerne af folk der springer ud af vinduerne har brændt sig fast på mit nethinde.. Jeg glæder mig til at datoen kommer om nogle uger, så jeg kan tende lys og bede for dem. Jeg tror ikke på gud af nogen form. Men jeg tror det vil give mig en eller anden form for ro, at.. Lade dem vide at jeg er ked af hvad der er sket?.. Jeg kan ikke forklare det. Men jeg tror det vil hjælpe.
At være tilbage i mit barndomshjem er måske skylden.. Her hvor jeg har ligget søvnløs før, med de samme tanker, på det samme værelse. Det sidder i væggende. Alle mareridt jeg har haft ligger under sengen, og griber fat i mig det sekund jeg lægger mig i den. Som et monster der sætter sine kløer i mig og suger den fornuft jeg har brugt fire år på at opnå.
De ting jeg forstiller mig eksistere ikke. Det ved jeg. Det er kun tanker. Kun mareridt. Og jeg har ikke været mørkeræd i to år, for jeg fik endelig overbevist mig selv om at der ikke er en chance for at de ting jeg er bange for, sker. For selvfølgelig frygter jeg at der bliver indbrud og jeg bliver brutalt dræbt. Men det er ikke det der holder mig vågen. Det er alle de urealistiske ting.. Alle de dumme, irationelle, barnlige, paranoide, delusional tanker og vrangforstillinger..
Jeg kan ikke ligge med dyne på, for så kravler der edderkopper op af madrassen. Jeg kan ikke ligge uden dyne for så er der øjne der kigger på mig.
Måske er det den stress jeg lider under for tiden. Måske er det huset. Værelset. Måske er jeg ved at blive syg igen. Ikke borderline syg.. Syg som jeg var dengang. Det er der ingen der ved.. Begge mine efterskole år lå jeg søvnløs hver nat, fordi jeg havde de samme tanker som nu. Da jeg var lille var jeg lettere paranoid skizofren. Jeg fik aldrig en diagnose, men jeg ved det var det.. Jeg så ting. Hørte ting. Vrangforstillinger. Var paranoid. Alle var efter mig. De talte om mig. Tænkte på mig. Mig mig mig mig.
Jeg vil ikke have at det kommer igen..
Jeg vil ikke..
Jeg vil virkelig ikke tilbage til det helvede jeg kommer fra..
Men det er jeg allerede.
Jeg sidder i det til halsen. Dybt begravet.