Jeg er nemlig kommet frem til, at de mennesker jeg før kaldte mine venner, ikke er det længere.
Jeg vil ikke længere omtale dem som mine venner, for det er de ikke. Jeg har ikke noget ondt at sige om dem og jeg er ikke vred, det er slet ikke det. Problemet er at vi ikke længere har noget at være sammen om, og illusionen om at de var mine venner åd mig op.
For jeg følte mig ensom. Damn hvor følte jeg mig glemt og ligegyldig og ensom. For ingen af dem ringede. Ingen af dem skrev, ingen af dem ville ses og ingen svarede. Efter jeg fik det bedre og efter jeg fik tygget mine ankler ud af den bjørnefælde der er bedre kendt som Niklas, har jeg virkelig prøvet at komme tilbage. (Jeg tror jeg har skrevet om det her før.. Men så kommer den igen.)
Jeg har skrevet og ringet og gjort ved, og det har lykkedes mig få gange, og så var det så også dét.
For sidste gang jeg var sammen med dem gik det op for mig. De betragter mig ikke længere som deres ven.
Sidst jeg var i Helsingør stødte jeg tilfældigvis på Viktor og Jonathan - dem der før var mine bedste venner, og dem jeg havde det tætteste forhold til! Jeg spurgte om de skulle noget, eller om de havde tid til at drikke en øl - jeg giver!
Vi satte os ved min far's café og snakkede... ikke. Vi sad i pinlig tavshed, og når der endelig blev talt, var det dé to der havde en samtale, udenom mig.. De spurgte ikke ind til noget, og de vidste ikke engang at jeg var flyttet til Ballerup. Og selv da de fandt ud af det, spurgte de heller ikke ind.
Jeg måtte selv fortælle dem om hvad der skete i mit liv, for at indlede samtalen på at spørge dem hvad der skete i deres. (Ligesom jeg har læst at man skal!) Og stadig intet.. 'Ikke så meget..' var svaret fra dem begge. Efter noget tid fortalte Viktor så lidt om sit arbejde. Lidt tid forinden havde mig og ham skrevet lidt om hvordan han havde det med at Maria (hans eks) snart kom hjem fra 4 måneder på ferie. Da vi skrev sagde han at han glædede sig til at se hende igen, og han håbede på at de kunne starte et forhold op igen når hun var kommet hjem. Da jeg spurgte ham på caféen om hun var kommet hjem endnu, svarede han 'Det ved jeg da ikke? Jeg er lidt ligeglad egentlig.' Jeg troede noget var sket imellem dem, så jeg spurgte lidt mere ind til det, og så gav han lidt en.. 'Jeg er for cool til det her'-vibe. Ved ikke hvordan jeg ellers skal beskrive det. Men ligepludselig følte jeg mig som den kiddie, han var alt for sej til at snakke med. Så vi gik tilbage til, at jeg sad i stilhed, imens de to snakkede sammen.
Jeg prøvede efterfølgende at spørge Viktor om han ville komme og besøge mig i Ballerup, (som en af de få ting han fik sagt, at han snart måtte, da jeg nævnte at jeg var flyttet) og vi aftalte at 'i næste uge' ville han komme. Fedt! Næste uge kommer, og jeg spørger hvad dag vi skal aftale. Han siger at det passer ham bedste hvis vi bare 'tager den som det kommer' og så ville han skrive når han fik tid. ...okay så. Ugen går, og Viktor skriver ikke. Selvfølgelig.. Det kunne jeg have sagt mig selv.
Så efter dét - de er ikke mine venner.
Som sagt er jeg ikke vred eller sur overhoved! Men folk glider fra hinanden, og de er tydeligvis ikke interesseret i at have et venskab med mig. Så jeg har givet slip. Alle dem jeg ikke har snakket med længe fra "gamle dage", er nu bekendte, ikke venner. Det betyder ikke at jeg ikke længere holder af dem, eller at jeg ikke vil ses! Men de er ikke mine venner.. For de har tydeligvis ikke længere behov for at opretholde et venskab med mig, og ved du hvad? - Jeg har heller ikke behov for at være deres ven længere. Og ved du ellers hvad? Det er SÅ befriende!!
For jeg føler mig ikke ensom længere! Jeg føler mig ikke længere glemt og ligegyldig, for nu har jeg selv givet slip! Jeg er for nylig kommet i kontakt med nogle gamle gamle venner, helt tilbage fra efterskole tiden, og de er bare fantastiske! Jeg kunne ikke ønske mig en bedre omgangskreds! Nu har jeg en lille bitte vennekreds som jeg meget ofte ses med, og det er SÅ dejligt og SÅ meget bedre end at have en stor vennekreds, som jeg aldrig ses med. Så jeg er så lykkelig, for nu har jeg venner der vil ses med mig! Jeg har venner der savner mig, skriver til mig og ringer til mig!
Men vigtigst af alt - jeg har givet slip på illusionen om at jeg havde venner før.