Hvor var vi allesammen da han havde brug for os!!!
Jeg fucking skammer mig og jeg burde ha' gjort noget.
Det var meningen at vi skulle ha' drukket øl i parken til sommer. Jeg ventede bare for længe.
Det var meningen at vi skulle ha' drukket øl i parken til sommer. Jeg ventede bare for længe.
Jeg vidste godt han ville gøre det. Jeg sagde det efter vi mødtes. Jeg sagde det højt.. Jeg sagde: 'jeg forbereder mig på at få ad vide at han har begået selvmord'. Men man er aldrig rigtig forberedt.
Jeg kan ikke få mig selv til at besøge ham. Jeg besøgte ham aldrig da han var her..
Han var uhyggelig. Psykotisk. Han sagde at han hadede at ligge bælte fikseret på den lukkede afdeling, fordi de hældte LSD udover ham.
Da han besøgte os for en måned siden havde han taget mad med.. 1 ost og 3 pakker røget lask. Det var muggent. Alt sammen.
Han sagde at han plejede at spise muggent mad så det var ikke et problem. Loop smed det ud efter at have fortalt ham at man normalt ikke spiser ting der er mugne. Det kunne han godt se.
Han snakkede ikke meget. Og når han gjorde kunne man slet ikke få ham til at stoppe. Han snakkede om hvor dårligt han havde det. Udelukkende.
Ingen øjenkontakt. Ingen kropskontakt.
Han fortalte at hans far havde tæsket ham i afmagt over ikke at kunne hjælpe ham.
Hans mor havde smidt ham ud.
Han var kommet op og slås med flere læger/sygeplejesker/psykiatere på den lukkede.
Han røg 3 hele joints, alene, på de 2 timer han var her.
Jeg har det så dårligt med alt det her. Mig og Loop snakkede om måder vi kunne hjælpe ham på og vi blev enige om at tage i parken og drikke øl, nå vejret blev bedre. Vi ventede bare for længe.
Men vi vidste ikke hvad vi skulle gøre. Han var så langt væk. Vi var bedste venner på efterskolen, og han kiggede først på mig efter han havde været her i en time. Ikke kun øjenkontakt. Han kiggede slet ikke i min retning. Vi snakkede og han svarede på mine spørgsmål! Men der var ingen rigtig kontakt.
Han var lige kommet ind af døren og havde givet Loop et forsigtigt kram. Han sad på hug og var igang med at binde sine sko op da han blev spurgt om hvordan han havde det. Jeg sad i stuen og ventede spændt på at han kom ind. Han blev rød om øjnene og sagde 'det går sgu ikke så godt'. Da Loop fortalte mig det kunne jeg høre Jannick's stemme sige det. Jeg kan stadig høre hans stemme. Hans grin har jeg ikke hørt i 7 år, men jeg kan stadig huske det.
Han var min bedste ven. Og jeg prøver at huske ham for den han var. Den Jannick jeg elskede og stolede på. Han var sjov og varm og hyggelig. Han havde det mest fantastiske smil og en fantastisk blød stemme, og jeg savner den Jannick jeg kendte.
Jeg kan ikke få mig selv til at besøge ham. Jeg besøgte ham aldrig da han var her..
Han var uhyggelig. Psykotisk. Han sagde at han hadede at ligge bælte fikseret på den lukkede afdeling, fordi de hældte LSD udover ham.
Da han besøgte os for en måned siden havde han taget mad med.. 1 ost og 3 pakker røget lask. Det var muggent. Alt sammen.
Han sagde at han plejede at spise muggent mad så det var ikke et problem. Loop smed det ud efter at have fortalt ham at man normalt ikke spiser ting der er mugne. Det kunne han godt se.
Han snakkede ikke meget. Og når han gjorde kunne man slet ikke få ham til at stoppe. Han snakkede om hvor dårligt han havde det. Udelukkende.
Ingen øjenkontakt. Ingen kropskontakt.
Han fortalte at hans far havde tæsket ham i afmagt over ikke at kunne hjælpe ham.
Hans mor havde smidt ham ud.
Han var kommet op og slås med flere læger/sygeplejesker/psykiatere på den lukkede.
Han røg 3 hele joints, alene, på de 2 timer han var her.
Jeg har det så dårligt med alt det her. Mig og Loop snakkede om måder vi kunne hjælpe ham på og vi blev enige om at tage i parken og drikke øl, nå vejret blev bedre. Vi ventede bare for længe.
Men vi vidste ikke hvad vi skulle gøre. Han var så langt væk. Vi var bedste venner på efterskolen, og han kiggede først på mig efter han havde været her i en time. Ikke kun øjenkontakt. Han kiggede slet ikke i min retning. Vi snakkede og han svarede på mine spørgsmål! Men der var ingen rigtig kontakt.
Han var lige kommet ind af døren og havde givet Loop et forsigtigt kram. Han sad på hug og var igang med at binde sine sko op da han blev spurgt om hvordan han havde det. Jeg sad i stuen og ventede spændt på at han kom ind. Han blev rød om øjnene og sagde 'det går sgu ikke så godt'. Da Loop fortalte mig det kunne jeg høre Jannick's stemme sige det. Jeg kan stadig høre hans stemme. Hans grin har jeg ikke hørt i 7 år, men jeg kan stadig huske det.
Han var min bedste ven. Og jeg prøver at huske ham for den han var. Den Jannick jeg elskede og stolede på. Han var sjov og varm og hyggelig. Han havde det mest fantastiske smil og en fantastisk blød stemme, og jeg savner den Jannick jeg kendte.
