1 dag hvor jeg har glemt at tage medicin og jeg har lyst til at slå mig selv ihjel. wow. Jeg kan virkelig ikke leve uden det lort.... "Heldigt" at den vin jeg havde stående i køleskabet var for gammel. Ellers havde jeg været stiv nu, hjemme og alene. Jeg ved godt det ikke er en måde at løse sine problemer på, og jeg er mere glad for at den var ubrugelig. Det er forfærdeligt at mærke hvor lille jeg bliver. Jeg får lyst til at droppe det hele. Sige til ham at det ikke går, for nu er jeg faldet hårdere end jeg nogensinde har faldet for nogen før, for jeg er ved at pisse i bukserne af skræk over at han pludselig skifter mening og skrider. For jeg ved seriøst ikke hvad jeg skal gøre hvis han gør.. Det skræmmer mig helt vildt, for jeg har aldrig haft det sådan før. Jeg fik det fysisk dårligt i dag, fordi jeg fik KÆMPE sug i maven hver gang jeg tænkte på ham, så jeg endte med at få kvalme.. Han er for god til mig, og lige nu vil den tanke ikke lade mig være i fred. Alle de her tanker er sikkert væk imorgen, så jeg prøver at lade være med at bide for langt ned i det. Jeg vil bare ikke smide dether væk fordi jeg er bange. Min fortid skal ikke få lov til at ødelægge det her og jeg hader at være "offer", men tankerne er svære at give slip på. Jeg føler virkelig at det her kunne være 'the real deal' for han har alt jeg nogensinde har ledt efter (so far so good) og jeg ville hade at skulle give op på det fordi mit hoved tager sorgerne på forskud for mig.