Og midt i alt det kaos, blev jeg til et ondskabsfuldt menneske. Jeg blev egoistisk. Jeg gjorde ting der ville såre, uden jeg nogensinde havde tænkt over hvor meget det egentlig ville ødelægge. Det var aldrig min mening at gøre nogen ondt. Og jeg ved hvor store konsekvenser det får for os begge to. Alt bliver smadret, mere end det allerede er. Min samvittighed lider hårdt under det. Jeg troede ikke jeg havde noget at miste, og det har jeg som sådan heller ikke, indtil det gik op for mig hvad jeg har gjort. Jeg mister chancen for at kunne slutte fred. Tanken havde været ude af mit hoved hele tiden for jeg havde ikke regnet med at det skete. Men efter det her ved jeg med 100% sikkerhed at det aldrig kan lade sig gøre. Jeg ved ikke engang om det er noget jeg har brug for, men tanken om at det er fuldstændig udelukket stikker i mig. Jeg ville aldrig ønske noget dårligt, eller gøre ked af det. Jeg ved jeg har været syld i det uden at gøre mig fortjent til det, men nu har jeg krydset den linje og gjort mig fortjent til det. Det har hjulpet meget at kunne sige til mig selv at jeg ikke har gjort noget galt. Det privilegium er væk nu. Jeg skylder ingenting væk, men er også en person der ikke giver igen af samme skuffe eller søger hævn. Og det har jeg gjort nu, uden det nogensinde var meningen. Det ligner hævn. Og det har det aldrig været. 
Den frihed jeg aldrig har haft steg mig til hovedet. Jeg er var så glad for at være fri at jeg følte at jeg kunne gøre hvad jeg ville uden konsekvenser. Og det var dér jeg glemte hvem jeg egentlig er. For jeg er ikke en der ødelægger ting for andre, eller gør folk kede af det. Jeg kunne tale min sag og retfærdiggøre mine handlinger hele vejen igennem. Det kan jeg ikke mere. Efter jeg så mine handlinger ude fra, kunne jeg se hvad jeg havde glemt at tænke på. Hvem jeg havde glemt at tænke på. Jeg retfærdiggjorde det ved at sige at jeg ikke skylder nogen noget. Det er ikke mit problem mere, jeg kan gøre hvad jeg vil. Og det er som sådan også rigtigt. Men det er ikke den jeg er. Jeg gjorde hvad jeg ville, egoistisk nok til ikke at kunne se at det var forkert. Det var ikke fair. Og jeg ville ønske jeg kunne tage det tilbage, og at ingen vidste det var sket. Men det slap ud selvom vi kæmpede for at holde det hemmeligt. Og jeg har ikke lyst til at tage konsekvenserne. Jeg skal nok, men gud hvor ville jeg fucking ønske at det slet ikke var nødvendigt. Der er blevet gjort mange ting imod mig i hævn og for at ramme mig og såre mig og for at tage alt fra mig, og det har været hårdt og trættene. Og det er derfor jeg følte at jeg ikke skylder noget væk. Og det gør jeg heller ikke. Egentlig er det velfortjent og graven er selv blevet gravet. Men det er ikke velfortjent. For jeg ved bedre end det. Jeg er klogere og har mere samvittighed end det, og jeg ønsker intet dårligt og ville aldrig være den der var skyld i noget dårligt i den retning. Jeg har aldrig ville være skyld i en andens ulykke, bevidst, ligemeget hvor meget de så end forbander mig til helvede. Jeg ønsker det godt for alle. Og nu er jeg skyld i at man træder to skridt tilbage i processen og vejen til bedring, for noget som sagtens kunne have været undværet.