Jeg har den samme følelse i kroppen som jeg havde da jeg boede på Sabroesvej. I samme sekund jeg kiggede ud af vinduet, og så solen skinne med det skær der viser at det er varmt udenfor, kunne jeg lugte det. Sommeren på Sabroesvej. Høre fuglene kvidre på samme måde, og mærke græsset imod mine lår. Engang var det så dejligt men nu giver det mig kvalme. Fysisk, bogstaveligt, kvalme. Det var den værste sommer i mit liv. Det var den sommer der ødelagde alt. Det var den sommer der satte mig 15 år tilbage med alt.

Jeg kan aldrig tage tilbage. Tanken om at stå på vejen og kigge op på det åbne vindue med alle 6 sanser rasende i kroppen og mentalt gå hele det hus igennem hvor der ikke er en eneste kvadratmeter der ikke har smagt mine tårer og hørt mine skrig og set mig ligge søvnløs hver nat og tænk på om jeg ville dø hvis jeg hoppede ud af vinduet eller om jeg bare ville brække begge ben og skuffe min familie og venner endnu engang og blive endnu mere af en belastning end jeg allerede var i forvejen og skulle se deres våde øjne imens jeg var tilbage i en hospitals seng med intet andet end dårlig samvittighed at kunne betale med!! Så stod solen op og alt var som igår. De samme tanker. De samme problemer. De samme tårer over de samme ting. 

Ethvert hul i væggen er øjne der stirre på mig. Det er et spøgelseshus. Forbandet. Og det sted der var min første lejlighed som skulle være et sted for frihed og fester, kærlighed og glæde, blev på 2 måneder forvandlet til en fangekælder af frustration og endeløst ulykke og selvmord. 

Det blev til det værste sted jeg nogensinde har sat mine fødder. Og jeg ville hellere dø end at skulle betræde det splintrede trægulv igen.