Alt er gået tilbage til hvordan det var i de gamle dage. Og jeg er så glad for det at jeg næsten ikke kan fatte det. Han snakker til mig som han gjorde dengang, han driller mig og siger mærkelige ting med en mærkelig accent. Gud hvor har jeg savnet det! Han har altid været mit idol. Ham jeg så op til og ham jeg lærte af. Vi har altid været bedste venner, og mine forældre blærede sig med hvor gode børn vi var. Vi sloges aldrig og blev aldrig uvenner, tværtimod! Vi var bedste venner og var der altid for hinanden, i modsætning til så mange andre søskende. Og da det hele gik skævt var jeg overbevist om at der ikke var nogen vej tilbage. Jeg ville aldrig få min storebror tilbage. Min bedste ven.

Han fik en kæreste. En meget besværlig en af slagsen. Og hun splittede os ad. Jeg kunne ikke lide hende for jeg så hvad hun gjorde ved ham. Hun gjorde ham ked af det og stresset. Det skulle altid gå efter hendes hoved, og han fik ikke 2 minutters fred. Så han fik mavesår, stress, og nedture, bare for at nævne nogle få. Og intet har gjort mig mere ked af det end at se ham være ulykkelig. Aldrig har jeg været så frustreret og vred! Jeg hadede hende. HADEDE hende!! Og jeg ville ønske at hun ville gå sin vej og ALDRIG komme tilbage!!
Så en aften.. Var vi til 60 år's fødselsdag.. Vi var fulde, jeg hyggede mig og havde det fedt, og så!.. Hun ville snakke. Hun ville snakke om hvad der gik galt og hvordan vi kunne redde det. Og jeg sværger jeg hadede hende så meget at jeg kunne rive hovedet af hende hvor hun stod. Men istedet vælger jeg at fortælle hende præcis hvordan jeg har det med hende, og hvorfor. Og hun sagde ingenting imens ordene spyttede ud af munden på mig så hurtigt og aggressivt at jeg blev helt forpustet. Og så var der stilhed indtil min storebror dukker op, som åbenbart havde hørt det hele. Han var rød i hovedet af raseri over de ting jeg havde sagt, og jeg havde aldrig set ham råbe før. Og han råbte så højt han kunne. Hun skulle ikke have talt til mig og jeg skulle ikke have svaret hende sagde han. Men jeg er ikke enig.
På vejen hjem dagen efter var jeg stadig lige så rasende som jeg var da jeg "snakkede" med hende. Det var nok mere mig der snakkede til hende. Men som dagene gik kunne jeg mærke en sten løfte sig fra mig. Jeg følte mig fri og jeg var slet ikke vred mere. Jeg hadede hende ikke mere. Jeg havde slet ikke en mening om hende. Det var som om at hele tavlen der før havde været fuld af kruseduller der var blevet tegnet så hårdt ind, at de havde skåret i lakken, var blevet skiftet ud med en splinter ny, der aldrig var blevet strejfet med kridt.
Jeg har stadig ikke helt fundet svaret på hvorfor, men af en eller anden grund havde det været så befriende at sige de ting til hende og ikke Niklas eller mine venner. Men at kunne kigge hende i øjnene og sige at jeg hadede hende var åbenbart det der skulle til.
Næste gang jeg så hende hev jeg hende til siden og bad om lidt taletid. Hun var skræmt fra vid og sans fordi hun troede at hun skulle have endnu en opsang. Men jeg sagde noget jeg aldrig i mit liv troede jeg skulle eller kunne sige til hende. 'Undskyld'. Vi havde en lang snak der ihvertfald varede 45 minutter, om at det aldrig skulle have gået så vidt og at vi begge tog ansvar for vores del af hele situationen. På intet tidspunk snakkede vi om hvis skyld hvad havde været og det var fantastisk, for intet godt kunne nogensinde komme ud af at rive op i hvad der var gjort og sagt. Vi syntes jo begge at den anden havde startet det, og vi var med 100%'s sikkerhed kommet op og skændes hvis vi havde taget hul på den. Jeg tog ansvar for at have dømt hende for hurtigt og det kun var baseret på at jeg kun så Anders ked af det. Jeg så jo ikke alt det gode, og når jeg endelig gjorde var jeg så vred på hende at jeg ikke rigtig lagde mærke til det.

Jeg var så pisse hamrende motherfucking heldig at Anders også hørte dén samtale! Og lige siden det har alt været det samme. De interne jokes og den rigtige slags søskende kærlighed kom tilbage på 3 sekunder. 

Jeg har grædt om natten fordi min storebror var væk, og jeg har grædt om natten fordi min storebror kom tilbage.