Jeg tager nogengange mig selv i at kigge rundt i rummet og tænke 'der er ingen her jeg kan relatere til. der er ikke nogen i det her lokale jeg kan lide. Hvordan finder jeg folk jeg KAN relatere til, og hvor finder jeg folk jeg kan lide? Så skal jeg starte forefra. Hvor skal jeg starte?"

På det sidste år er jeg blevet så voksen at jeg føler at jeg er vokset fra mange af dem jeg kender. At jeg ikke længere syntes vi har noget tilfælles, og det har som sådan ikke noget med dem at gøre. Det betyder ikke at jeg ikke kan lide dem, det betyder bare at vi er blevet så forskællige at jeg keder mig i deres selskab. Der er selvfølgelig få jeg ikke kan lide, men jeg kan jo ikke bare skære dem fra. De er sammen med dem jeg er sammen med, så der er ikke skide meget at gøre ved det. Deres samtaler er ikke interessante, og jeg kan ikke selv byde ind med noget. Men jeg er igang med at udvide min vennekreds i mange retninger, men så mange gange mister jeg lidt håb fordi jeg tænker, 'dig ville jeg aldrig kunne være venner med. Jeg ville aldrig kunne have en samtale med dig hvis det kun var os to.' Så i min søgen må jeg mange aftner sidde og snakke med folk jeg syntes er dumme at høre på. Det er vel en del af screenings processen, man møder så mange fusere, og så et par stykker der godt kunne være potentielle venner, men de "gode" møder man sjældent. Folk er for barnlige. Jeg føler mig så gammel i forhold til resten af min vennekreds at jeg nogen gange ikke forstår at de ikke selv er blevet ældre. Måske er det fordi der er sket så meget i mit liv. Jeg har været i behandling, jeg er meget opmærksom på mine egne fejl og hvad jeg skal gøre for at sørge for at det ikke sker igen, og jeg har lært at jeg skal stoppe med at opføre mig som et barn, for mine følelser løber for hurtigt af med mig når jeg ikke gør mig umage for at kontrollere dem. Så jeg koncentrere mig om at være voksen for ikke at sætte mig selv tilbage i processen om at få et normalt liv og blive en "normal" person. Kampen er hård og konstant og jeg skal hele tiden være opmærksom på alt hvad jeg føler, tænker, udstråler og siger, hvordan jeg siger tingene, hvilket toneleje og hvilke ord jeg bruger. For mit problem har altid været, at alt hvad jeg siger lyder anderledes i mit hoved end det i virkeligheden gør. Jeg siger noget der lyder sjovt, sødt venligt, whatever, og så opfatter folk det som aggressivt, mærkeligt eller upassende, og jeg har ingen idé om det selv. Det er svært at sætte sig ind i tror jeg, men forestil dig at ALT du siger bliver misforstået, og du har ikke selv nogen idé om det. Så du siger altid ting der gør folk vrede eller kede af det eller får dem til at syntes du er mærkelig, og du ved ikke hvorfor, for i dit hoved lød det så normalt da du sagde det? Det er frustrerende, og derfor skal jeg konstant opmærksom på hvad jeg gør, så jeg kan lave om på det. Men jeg tror det bliver det hele værd. Det har det bare at være..