Jeg er ved at give op. På det bedste der nogensinde er sket mig, og det værste jeg nogensinde er gået igennem. Jeg ville kunne gøre det lige nu. 'Det er slut.' Men når jeg høre hans stemme eller kigger ham i øjnene, ville jeg aldrig kunne gøre det. Og jeg ville aldrig kunne håndtere at han sagde det til mig. Aldrig igen. Jeg vil så gerne det her, men hvis det fortsætter som det går nu, ville det ikke være det værd. Løjne på løjne på løjne. Hele tiden. Som altid. Som alt andet. Som alle andre jeg har stolet på. Det har aldrig været det værd, og jeg skal bare gå når det begynder at føles forkert. Og det gør det nu. Alt for meget er sket. Alt for meget er sagt. Alt for meget har ændret sig i en retning der først lignede vores redning, men som er gået hen til at blive vores slutning. Og jeg ved ikke om det her kan eller skal reddes. At give så meget af sig selv, og sætte sig selv så meget tilsiden, (god knows han har gjort det samme for mig!) men at det i sidste ende ikke betyder noget. For alt jeg har gjort for ham er 'i fortiden'. Og det syntes jeg ikke det er. Det tæller sgu stadig. Det er svært for alle der er indblandet at have det så skidt som jeg har det, det ved jeg. Men at jeg har stået stærkt med ham og støttet ham og troet på ham igennem den hårdeste tid af sit liv, bliver ikke gengældt. Han har sit liv og sine venner. Men jeg vil være den vigtigste person i hans liv. Og det er jeg ikke. Jeg græder i telefonen og tigger ham om at være lidt hos mig når livet er værst. Hans svar? 'Jeg er sammen med mine venner og jeg gider ikke snakke med dig mere'.
Tak.. Efter alt det shit vi gik igennem sammen. Efter alle de aftaler jeg har aflyst for at være sammen med ham, det betyder intet. Ikke EN aften kan han sætte tilsiden for mig.
Jeg er ikke nem! Det ved jeg. Men han sagde altid 'jeg ved hvad jeg går ind til'. Men den til er slut. Han ved ikke hvad jeg går igennem og det forstår jeg. Men jeg syntes jeg fortjener kærlighed og støtte, som jeg altid gav ham. Det her knuder nit hjerte. Og mit hoved.