Hvad sker der i mit liv? Jeg er endelig klar til at være ærlig om hvad sker sker i mit liv for tiden, efter lang tids forberedelse.
Jeg arbejdede i Café Chaplin i Helsingør i lang tid. Et år faktisk. Jeg er nu kommet på sygedagpenge, så jeg bruger al min tid derhjemme for tiden. Hvorfor? Fordi jeg er i en 'sygdoms periode', som det så fint hedder. Jeg gik til min læge da jeg begyndte at få det skidt igen. Mine nærmeste ved at jeg hver vinter går ned med vinterdepression. Eller hvad jeg troede var vinterdepression. Det var ikke tilfældet.
Før jeg gjorde det, og alt det her blev sat igang, havde jeg tænkt meget. Mere end nogensinde før. På en helt anden måde end jeg vidste man kunne tænke på. Jeg havde tænkt over at gå til min læge for at spørge hende om noget. Men først skulle jeg igennem endnu en lang periode om jeg overhoved ville have svar på mit spørgsmål. Ville det ødelægge mit liv eller gøre det bedre? Ville det gøre tilværelsen hårdere eller nemmere? Jeg fandt aldrig rigtig ud af det, men min nysgerrighed skulle stilles. Så jeg gik til min læge.
Det hele startede da jeg flyttede til københavn. Der boede jeg sammen med den mest fantastiske pige jeg nogensinde har mødt, tror jeg. Som tiden gik, opdagede jeg noget skræmmende, og fantastisk på samme tid. Vi havde så meget tilfælles. Og jeg snakker ikke om livret eller yndlings farve. Hun havde stort set samme livs historie som mig. Samme tankegang. Samme reaktion på samme situationer. Jeg fandt et menneske der forstod mig. Ikke fordi hun prøvede at sætte sig ind i det, men fordi hun selv var der, eller selv havde været der. Jeg reagere på måder, som ingen forstår. Jeg står altid i en situation hvor jeg er blevet såret eller vred, og ingen ved nogensinde hvorfor. Som om jeg altid har oplevet noget HELT andet end alle andre, og havde en HELT anden oplevelse og forståelse af hvad der skete, end andre. Men den her pige.. Det her fantastiske menneske.. Hun sagde altid 'SÅDAN HAR JEG DET OGSÅ!' og uddybede situationen, præcis som jeg også selv opfattede den. Det var utroligt. Jeg kan huske en dag, vi gik en tur og snakkede. Pludselig vender hun sig imod mig og siger 'er du sikker på at du ikke har borderline?'... Jeg var målløs. Hun havde også set det. Hun var også studset over alle "tilfældighederne", som egentlig ikke var så skide tilfældige. Jeg var søvnløs i en uge. Måske mere. Hvad skulle jeg gøre? Jeg begyndte at drikke. Meget. Jeg var fuld hver dag i 2-3 uger. Jeg drak inden arbejde, efter arbejde, hele tiden. Aldrig i mit liv havde jeg overvejet tanken om, at det her var problemet. Var jeg virkelig psykisk syg? Skulle jeg leve mit liv i en boks som samfundet ser som tossede fjolser der ikke burde have stemmeret? Skulle jeg ses som en diagnose, folk ikke mener der burde få børn? Skulle jeg til at blive set som en, der løber skrigende ned af gaden og hiver sit hår ud af hovedet? Svaret er ja. Det skulle jeg. Der er ingen vej udenom. Jeg gik til min læge og spurgte, 'har jeg borderline?' med tårer i øjnene. Jeg blev viderestillet il en psykiater, som nu har behandlet mig i 2-3 måneder. Jeg har ikke borderline. Jeg har tingen der er tættest på.
Jeg har bipolar lidelse.
Bipolar lidelse beskrives således: Bipolar affektiv lidelse er en psykisk lidelse, der er karakteriseret ved udtalte, periodiske svingninger i stemningslejet i såvel manisk som depressiv retning.
Sygdommen rammer ca. 2-3 procent af befolkningen og optræder lige hyppigt hos kvinder og mænd.
Selv om symptomerne og sværhedsgrad varierer, er bipolar affektiv lidelse som regel forbundet med alvorlige sociale, arbejdsmæssige, økonomiske og/eller personlige konsekvenser, herunder en selvmordsrisiko på 10-15 procent. Det er vigtigt, at sygdommen bliver erkendt og behandlet så tidligt som muligt, idet der ellers er risiko for forværring af tilstanden med hyppigere og sværere episoder.
- Depressions Foreningen 8. April, 2008.
Bipolar lidelse betyder for mig, at jeg har to perioder i mit liv. Manisk, eller depressiv. Det er så sjældent at jeg er i et normalt stemningsleje. (Stemningsleje er hvordan man har det. Humør, og hvordan man opfatter stemningen omkring en.) Mine perioder strækker sig over sommer, og vinter. Sommer, har jeg en tendens til at være manisk, men ikke så voldsomt som det kunne være. Manisk betyder at man er overglad! Man kan finde på at bruge alle sine penge på en gang, kaste sig ud i projekter man ikke kan afslutte, lave for mange aftaler, og faktisk gøre ting som er direkte farlige, fordi man føler sig uddødelig. Det har jeg heldigvis ikke i særlig høj grad, og er for det meste i et ok normalt stemningsleje. Det er faktisk bevist, at folk med bipolar lidelse, mest rammer folk som er voldsomt intelligente. (Kompliment til mig! yay. Min psykiater ar faktisk sagt at jeg er mere intelligent end mange han har mødt. Også privat. Woop.)
Lige så god min sommer periode er, tre gange så slem er min 'sygdoms periode'. Sygdoms periode er depression. Det kan vare alt fra to uger, til et år. Jeg har længere sygdoms perioder end 80% andre med bipolar. Så det er nederen.. Det betyder alt i alt at man er deprimeret. Det kan også variere meget fra person til person hvor depressiv bliver, (ligeledes med manien) og jeg bliver voldsomt deprimeret. Jeg kan ikke overskue arbejde. Og ikke på et normalt plan hvor man tænker 'årh jeg orker ikke', nej, det her er hvor jeg sidder to timer inden arbejde og græder mig selv i smadder, i tanken om at skulle arbejde, og lave noget. Det er umuligt at vedligeholde et socialt liv i den her periode, for jeg ved ikke hvad jeg skal sige til folk. Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere situationer, gode som dårlige. Jeg ved SLET ikke hvad jeg skal stille op med mig selv eller andre. Så det stopper bare. Så jeg kan være alene. Og lave ingenting. Se serier og film dagen lang er det eneste der er overskueligt. Bad, indkøb, penge, mennesker, ansvar, madlavning, sex, gå en tur, skrive en sms, tænke - ALT er uoverskueligt på et punkt hvor man græder ved bare tanken. Det eneste man kan gøre er at vente. Vente på at vinteren forsvinder. Vente på at sommeren kommer. Man kan ikke gøre andet end at vente.. Jeg får medicin for at holde et normalt stemningsleje, men ikke imod depression. Det virker ikke imod bipolar. For man har ikke en almindelig depression. Man har bipolar lidelse. Så man kan ikke gøre en skid. Ingenting. Intet. Andet end at vente.
Så her er mit liv. Lykkelig i et halvt år, af helvedes til i et halvt år. Og jeg er ikke engang lykkelig om sommeren. For stemningen ændre sig konstant i mit hoved, så jeg flipper ud over ingenting på folk der ikke har gjort noget, fordi jeg opfatter det anderledes. Men som min psykiater sagde, det er ikke en del af min personlighed. Det er en del af min sygdom. Og det er vigtigt for mine venner at vide. For jeg kommer i problemer med det menneske der betyder mest for mig, hele tiden. For jeg er voldsomt overfølsom. Jeg tager positive ting virkelig personligt og det kan redde min dag. Små ting, bitte små ting kan betyde ALT. Og desværre betyder det også, at negative ting rammer lige så hårdt. Små som store. Det betyder ikke at folk skal ændre sig. Det betyder ikke at folk skal passe på med hvad de siger til mig. Det eneste jeg vil have, er at folk ved det. Og at folk ved, og husker at det ikke er mig. Det er ikke min personlighed. Og at folk måske bære over med mig når jeg skaber mig. For tro mig, det er aldrig med vilje. Det dræber mig at ødelægge ting hele tiden. At fuckke venskaber op, fordi jeg reagere som jeg gør. Jeg beder ikke om speciel behandling, jeg beder om forståelse. Og folk fortjener at vide det. For jeg er ikke den eneste det går ud over. Det ødelægger mit liv, men nu står jeg endelig i en position hvor jeg kan få hjælp. Og jeg gør noget ved det. For nu ved jeg hvor jeg skal starte. Og nu ved, folk der læser det her, og jeg håber alle gør, hvad mit problem er, og at jeg kæmper med det, og arbejder med det. Undskyld til alle dette er gået udover. Undskyld til alle jeg nogensinde har overreageret overfor. Undskyld til alle der har opgivet mig. Jeg forstår jer nu. Det har jeg aldrig gjort før. Jeg forstår alt nu. Og tak til alle der stadig er her hos mig. Tak til alle der har troet på mig. Tak til alle der har støttet mig og været overbærende. Tak til alle der har givet mig tålmodighed. Jeg elsker jer!
Tak for jeres tid.