Hvad nu?! Jeg er så forskrækket. Det giver ingen mening og alligevel så god mening. Jeg forstår det ikke. Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne jeg overse det? Hvordan kan jeg først have fundet ud af det nu?.. Men det ændre jo i princippet ingenting. Livet går videre som altid og jeg er ret sikker på at jeg ikke ændre mig på grund af det.. Nu ved jeg det bare. Nu har jeg svaret.
Men hvad skal jeg gøre ved det.. Skal jeg overhoved gøre noget eller bare lade det køre sit eget løb? Jeg kan jo ikke gøre mere end hvad jeg allerede har gjort.
Alle vil se mig anderledens. Intet vil være det samme. De vil behandle mig anderledens. Min familie. Mine venner. Skal de vide det? Skal jeg krybe til korset og sige det?.. Ville det hjælpe? Gøre det værre? Vil jeg få støtte eller fordomme? Hvad vil mine forældre ikke sige... Hvad vil de sige. Det vil ødelægge alt. Det hele. Alt jeg har kæmpet så længe for vil gå tabt. Hvad hvis jeg skal indlægges? Hvad hvis nu det er slemmere end jeg tror? End de tror?.. Jeg skulle aldrig have blevet tjekket. Så var alt det samme. Men måske er det godt nok at jeg ved det. Så kan jeg jo hjælpes. Så kan der ske noget. Måske går det væk? Eller måske bliver det værre når der bliver taget hul på bylden.
Eller er det virkelig så slemt? Måske ændre intet sig.. Måske er jeg ikke den eneste jeg kender der har det?..