6.25 om morgenen. Jeg sidder i mine forældres køkken og drikker te og ser solen stå op. Vinteren kommer snart. Jeg kan mærke hvordan luften ændre sig. Bliver tynd og koldere og stikker lidt mere i lungerne end normalt. Vinteren dræber mit hjerte. Mit mod dør lige så stille, selvom jeg hver gang kæmper imod med mit liv som insats. Men jeg falder i hver gang. Der er noget i stemningen og luften, der minder mig om hvor ligegyldigt det hele er. Og det får mig ned med nakken. Hvert år. Jeg kan allerede mærke det, hvordan mit gode humør lige så stille og roligt forsvinder ind til det punkt hvor det ikke kan overleve mere, og simpelthen må give op. Give efter. Indse at det kun vil tage flere krafter at kæmpe videre, for noget man alligevel ikke kan redde. Alt dør. Mit smil. Min oprigtige latter. Mit livsmod. Min personlighed dør en gang om året, så jeg må bruge resten af året på at genopbygge den. Det er hårdt og det tager på krafterne. Mere end man skulle tro. Jeg kæmper for mit liv hver dag jeg står op. Vælger mit yndlingstøj, hver dag. Spiser min livret, hver dag. Høre glad musik, hver dag. Køber hvad jeg vil have. Drikker varm cacao og ser disneyfilm. Køber kæledyr. Jeg gør alt, bare for at kunne smile. Men jeg er helt tom bag øjnene. Alt dør. Forrådner. Indtørre. Forpurres. Dør!

Men det er blevet routine, og jeg kan ikke gøre andet end at sidde og vente på at det kommer. Ikke gøre andet end at se det komme kravlende imod mig, fra under sengen. Ikke gøre andet end bare at håbe, at det ikke bliver lige så slemt som sidste gang. Men der er ingen vej udenom. Jeg kan ikke undslippe. Livsoptimisme er svært at holde fast i når man ved den dør en gang om året.