Mit hjerte er tungt. Gustav er taget hjem og ugen startede så fantastisk og endte i et mareridt. Da jeg vågnede imorges kunne jeg ikke begribe at jeg var vågen. Tænk at virkeligheden kunne være så ubehagelig. Gustav sagde jeg snakkede i søvne. Det tror jeg godt. Jeg har en underlig søvn når jeg har det sådan her. Han så helt anderledens ud. Han lignede ikke den dreng jeg lagde mig til at sove, i armene på, dagen før. Han føltes ikke som den dreng jeg var så forelsket i. Alt føltes helt forkert. Det er så perfekt. Det er sådan mit liv ser ud altid. Der er altid problemer med mit hjerte. 

Jeg har siddet udenfor hele dagen. Kæderøget. Den ene smøg efter den anden. To hele pakker. jeg kan ikke stoppe. Jeg kan ikke fatte det. Alt der er blevet sagt og gjort de sidste 4 måneder.. Den første gang han kyssede mig virker så langt væk nu. Sådan en lille begivenhed med så stor betydning. Men ikke mere. Det kommer aldrig til at ske igen. Jeg kommer nok ikke engang til at se ham igen. Måske gør jeg. Måske er det det bedste. Måske er det det værste der kunne ske. Sådan føltes det i hvert fald. Måske ender vi op sammen. Måske skal vi bare være venner. Måske skal vi bare være to fjolser der var forelskede i sommeren 2013. Måske kan vi grine af det engang hver for sig. Måske kan vi se det som der hvor det hele startede. Måske skal jeg aldrig se ham igen. 

Han er perfekt. Han er den perfekte for mig. 

Jeg ved ikke hvordan jeg har det. Måske er jeg såret så dybt at jeg stopper med at holde af ham. Måske kommer jeg til at elske ham endnu mere. Enden kommer han tættere på, eller længere væk. Og jeg ved ikke hvilken en af delene der er bedst. Jeg ved ikke noget. 

Han er perfekt. Han er altid perfekt.