Hver morgen når jeg vågner er Gustav det første jeg tænker på. Jeg er så glad for at kende ham. Vi snakker sammen hver dag og jeg kan fortælle ham alt! Han er blevet min bedste ven på kun to måneder. Han er skøn! Men jeg tænker også virkelig meget på mine venner. Jeg har før været den der har prioriteret mine kærester over mine venner og det er jeg færdig med. - Håber jeg. Jeg vil virkelig ikke falde i den fælde igen, men når man bliver så forelsket er man jo næsten villig til at gøre alt. Men jeg skal snart ses med Amalie og jeg vil snart ses med jello, og jeg glæder mig til at der sker noget i ungeren eller på elværket igen, så jeg kan se mine venner igen! Jeg elsker mine venner. (:
Jeg går igennem en lidt svært tid lige nu. Jeg er glad og positiv som jeg har været lige siden jeg flyttede hjem fra århus, men nu er jeg begyndt at komme mig over chokket over tabet af Irene, og nu kommer perioden hvor man indser at man skal leve et liv som hun ikke kan være en del af. Nu kommer tiden hvor man skal acceptere hvad der er sket og prøve at komme videre bedst muligt. Og det bliver hårdt. Og det bliver utroligt svært. Og det jeg har brug for, er at snakke om det.. Mange tror at jeg bare skal drikke mig stiv eller tænke og snakke om noget andet, men de tager fejl. Jeg ved de gør det i den bedste mening, men det er ikke sådan man kommer sig over et tab i den kaliber. Måske hvis man har slået op med sin kæreste har man brug for at være fuld og tænke på noget andet, men når ens veninde begår selvmord.. Så skal det tales ud og grædes ud, og helst oftest muligt. Det er sådan man bedst acceptere det og kommer videre i nogenlunde god behold. Så hvis jeg begynder at snakke om det vil jeg meget gerne have lov at snakke om det, medmindre at personen jeg snakker med ikke vil høre på/om det. - Hvilket jeg forstår 100% hvis det ellers bliver sagt til mig. Det kan også være hårdt at høre om når man ikke kan gøre noget og ikke ved hvad man skal sige. Men i skal ikke skifte emne for min skyld, for det skære mig faktisk lidt i hjertet. At Irene's minde skulle blive til noget man ikke snakker om og det vil jeg bare ikke have sker! Jeg elsker hende og tænker på hende hver dag, og jeg vil aldrig glemme hende, og jeg vil ikke have at folk prøver på at få mig til at glemme hende, for det er slet ikke nødvendigt. Og jeg har ikke brug for at folk siger noget, og jeg vil ikke have gode råd. Jeg skal bare bruge nogen at snakke til. Fortælle hendes historie til, og nogen at huske hende til.
Og jeg sætter stor stor stor pris på alle der vil høre på mig tale.