Vinterdepressionen tager til. Jeg kan mærke hvordan mit positive sind kvæles i negative tanker og frustration. Jeg ved det er en periode. En periode på et halvt år. Men jeg er træt. Jeg er træt af at det vender tilbage og at jeg kun kan nyde halvdelen af hver år. Jeg kan ikke engang forklare hvordan jeg har det eller hvad jeg har brug for, for at blive glad igen. Jeg ved det ikke. Jeg kan bare spise en masse vitaminer og sidde foran min sollys lampe og håbe på det bedste. Men indtilvidere bliver det kun værre. Jeg begynder at græde over de mindste ting og jeg bliver rasende så hurtigt. Min tålmodighed kryber ind, og selvom jeg glæder mig til sne og vinterhygge, varm cacao og uldne sweatere, kan jeg ikke overskue at jeg skal det samme lort igennem hver vinter. Det var meningen jeg skulle flytte hjem til Alex når kørekortet er i hus, men jeg er begyndt at tvivle. Jeg har en super god klasse og jeg følger rigtig godt med. Jeg vil gerne blive ved med at gå der men jeg vil ikke bo hjemme. Jeg er bange for at hvis jeg flytter til århus får jeg en dårlig klasse som jeg ikke kan lide og hvor jeg ikke kan følge med. Og jeg bliver deprimeret af at bo hjemme, for min hverdag og mine forældre køre mig i sænk. Jeg kan enden vælge at have et skide godt liv hjemme, og så satse og håbe på at skolen bliver god, eller jeg kan have det af helveds til hjemme, og have det skide godt i skolen. Når jeg ser på det kan jeg godt se hvilken en jeg helst vil.. Men det virker bare så uoverskueligt.

Jeg føler mig mere og mere sindsyg. Som om jeg oplever en helt anden verden end alle andre. Det bliver kun værre. Små ting folk siger at jeg har misforstået får mig til at tænke tilbage på da de kom. Da jeg fandt ud af hvad der var galt. Hvad der altid har været galt. Da de åbnede den kasse min mor har holdt lukket i så mange år. Da sandheden kom frem.       Det gør mig mere og mere bange. Mere og mere ked af det. Mere og mere skræmt af mig selv. Jeg ved ikke hvilke tanker jeg skal tro på og hvilke tanker der snyder mig. Jeg ved ikke hvad jeg virkelig har oplevet og hvad der er min hjerne som snyder mig. Det bliver ved med at gentage sig. Det køre i ring.      Det er aldrig sket. Hvad snakker du om? Det passer ikke.     Der er så mange ting der rammer. Og det rammer hårdt. Det gør så ondt at jeg bryder sammen på stedet. Jeg kan ikke holde til det. Det gør mig så bange. Det giver mig lyst til at.. Jeg ved ikke. Jeg bliver så frustreret for jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det... Jeg ved ikke hvad jeg kan gøre.
Jeg er fortabt..



Skån mig.