Jeg går rundt i et hus. Mit hus! Det er mig og min mand der ejer det. Mon mand er en person jeg aldrig har set før i virkeligheden men jeg ved det er alex.
Jeg kysser med min mand og vi har det godt. Jeg går ud i min gang, og så hænger der en tegning på vores hoveddør. Jeg går hen og kigger på tegningen, og den forstiller mig og min mand i den situation jeg lige er gået fra set igennem en åben dør. Jeg skal åbne døren. Jeg tager fat i håndtaget men døren åbner ikke. Jeg går ind i stuen til min mand og snakker imens jeg går, "skat hvad er det for en tegning der hæ.." Jeg bliver afbrudt. Hele min stue er i aske og gløder. det er min mand også. Jeg kigger ned på ham og skriger da han kigger op på mig. Han står i en stor cirkel i gulvet der er sænket, som hvis en meteor havde ramt jorden og efterladt et krater mit i vores stue. Han står med en kniv i hænderne og stikker sig selv i maven gang på gang imens han græder.
Jeg løber skrigende ud til døren for at prøve at smadre den. Intet hjælper. Min mand græder højt og smertefuldt fra stuen af. Han græder at jeg skal åbne døren. Jeg kæmper og kæmper og kæmper men døren åbner ikke. Jeg er begyndt at græde hysterisk og tage fat i alt jeg kan komme i nærheden af for at slå døren i stykker. Stole, brædder jeg har sparket af trappen, og jeg sparker og sparker, og pludselig går døren op, som om den blev revet op udefra. Min mand står på den anden side. Jeg løber hen til ham i glæde men han forsvinder. Ud i det blå.
Jeg løber tilbage i huset og inde i stuen er alt normalt. Min mand sidder med avisen og smiler til mig da jeg kommer ind. Jeg spørger ham hvad der sker. Han svare "det er det her fucking hus. Jeg kan ikke gå nogen steder. Det har mig. Det bestemmer. Det er en fucking forbandelse." Jeg forstår ikke hvad han mener så jeg stiller mig op for at holde om ham. Han slår mig væk og taler til mig som en rasende person der gør en joke ud af det. Dem der smiler og griner ondskabsfuldt imens.
Jeg går ind i vores soveværelse for at komme væk fra ham og give ham noget plads når han er vred. På væggen når jeg kommer ind hænger der en tegning. En detaljeret tegning af mig og min mand der står og snakker med en væg imellem os. Jeg skal smadre væggen ud til frihed. Igen hiver jeg fat i alt jeg kan komme i nærheden af da min mand råber inde fra stuen af. Der er gløder igen. Han siger at han sveder og om jeg ikke vil åbne døren lidt? Jeg går hen og åbner døren helt. Jeg vender mig om og han er fråsset til is. Jeg bliver panisk og løber hen og lukker døren igen. Jeg går hen og holder om ham og han bliver normal med det samme. Han er ked af det. Huset gør alle de her ting.
Han spørger om jeg vil gå ud i køkkenet og hente noget til ham. Jeg går derud, og på vinduet hænger der en tegning. Af mig og min mand. I den situation vi var i lige før. Set igennem et vindue. Jeg forstår hintet, og begynder at fjerne alt der er omkring vinduet med det samme, imens jeg snakker berolligende til min mand i stuen. Lamper, gardiner, alt ryger. Jeg tager vores brødholder og begynder at smadre løs på vinduet, men selvfølgelig. Der sker intet. Vinduet er som beton. Det rykker sig ikke det mindste. Jeg holder en kort pause med at slå hvergang jeg råber ind til min mand. "Skat?" råber jeg imens jeg græder stille i panik. "Ja skat?" bliver der svaret roligt fra stuen. "Jeg elsker dig.. Jeg elsker dig så højt skat." "Jeg elsker også dig! Er alt iorden?" "Ja ja skat. Jeg elsker dig.." jeg bliver panisk. Jeg bliver ved med at sige til ham at jeg elsker ham imens jeg prøver at smadre vinduet. "Skat, når jeg har ordnet det her flytter vi til et godt hus!" "Jamen skat, vi kan aldrig flytte.. Det er en forbandelse. Vi kan ikke gå nogen steder."
jeg vågner.