Er ved at græde over at min trøje er væk. Det er jeg fucking træt af! Det backpatch (vist på billedet) der sad på ryggen af den er fucking umuligt at få fat i, og fik det af en dreng jeg engang scorede der var gammel punker. Er ikke gladere for den fordi jeg fik patchet af ham, jeg var bare glad for den fordi det var en lækker trøje og et lækkert patch, som er fucking umuligt at få fat i og den var dejlig varm, nu det er så røv koldt. Jeg har tre hættetrøjer. Den ene er for tynd, og den er røv grim. Den anden er nice nok, men jeg er så træt af den fordi jeg har gået alt for meget i den. Den tredje er den jeg har på nu, min adidas trøje, som er fin nok, men jeg er også ved at blive træt af den.. Savner min ungeren trøje ))): Den var lækker og varm og jeg så godt ud i den! Hvis nogen har taget den, hvilket jeg desværre tror, fordi jeg har glemt den i ungeren eller på elværket, hvilket jeg desværre også tror, bliver jeg fucking bitter. Hvilket jeg alligevel allerede er.. Øv.. 

Alexander kommer i dag. Det bliver meget rart efter den hårde tid vi har været igennem de sidste par dage. Det har været hårdt. Rigtig rigtig hårdt. Og jeg har ikke savnet ham, og alligevel har jeg. Jeg har været sulten konstant men fået kvalme af tanken ved mad. Er begyndt at "frygte" at tage på, hvilket jeg normalt ikke syntes er en væsentlig ting at frygte, eller noget man burde frygte. Men min selvtillid og livslyst har svigtet mig totalt og det har været så forfærdeligt, selvom vi stadig er kærester. Men jeg tror og håber at det bliver bedre når vi ses i weekenden, og vi kan snakke sammen ansigt til ansigt og forhåbentlig få det bedre og hygge os til ungdomshusenes fødselsdag i dag, og til Jello's Halloween fest imorgen. 

Jeg har lovet mig selv noget i alt det her. Efter det hele faldt til jorden endnu engang, stilte jeg mig selv et ultimatum. Nu var det på tide at vælge. Jeg kan ikke blive ved med at ødelægge alt for mig selv og mine omgivelser, og specielt for min kæreste. Så jeg måtte tage et hårdt og svært valg, men det er det jeg skal gøre, og det er hvad der skal til før at vi nogensinde kommer nogen vegne med det her forhold. 

Så jeg tog et valg imellem Alexander, eller min paranoia. Jeg kunne enden give slip på min paranoia, og nu gøre hvad jeg frygter aller mest. Stole blindt på ham, tro på hvad han siger, stoppe med at være jaloux, stoppe med at tjekke hans mobil når han sover, stoppe med at hacke hans facebook, stoppe med at forhøre ham og hans venner om hvor han er, hvad han laver og hvem han snakker med. Eller slå op med ham. For vi køre i ring og det ødelægger det gode i vores forhold, gang på gang at jeg bliver nervøs og bange og jaloux og nazi kontrollerende. Så hvis jeg ikke kan give slip på min paranoia, må jeg give slip på ham. For hvis vi ikke kan stole på hinanden er kampen allerede tabt. Men jeg vil kæmpe. Jeg vil gøre det umulige, og jeg vil give slip på min noia, og tage alt i egne hænder, med hans hjælp. Jeg har valgt Alexander. Og jeg tror faktisk at jeg kan stole på ham. Han gør nogle gange nogle ting jeg ikke altid bryder mig om, men det er aldrig meningen at det er for at flirte eller lægge an på andre. Det ved jeg også godt. Jeg vil bare hel tiden føle mig som blommen i et æg, og nu må jeg komme over mig selv, og begynde at tage mig selv og mine omgivelser seriøst, og stoppe med være så barnlig og opføre mig som en i børnehaven. Så om det lykkes eller ej skal jeg ikke kunne sige, men det sidste jeg vil er at give op på Alex, og han har været fantastisk dejlig og støttende igennem det værste jeg har kunne byde ham, så nu må jeg være lige så støttende overfor ham. Så jeg giver det mit bedste skud, og trækker mig selv i nakken og sparker mig selv i røven. Jeg har kæmpet hårdt med det, men ikke hårdt nok. Jeg er kommet langt, men ikke langt nok. Så nu sker det. Hold kæft det bliver hårdt. Og fuck hvor bliver det svært og smertefuldt og frustrerende, men nu er det nu. Nu skal det ske.  Der er ingen grund til at fortryde. Der bliver intet at fortryde. Det her vil ændre alt.